strouthos@protonmail.com
Koranen begyndte som en kristen bog
Der er absolut ikke det mindste bevis for eksistensen af den muslimske profet Muhammed. Der fandtes ikke noget Mekka, der var ikke nogen islamisk erobring, der fejede over hele verden i det syvende århundrede. Uden eksistensen af en virkelig Muhammed falder sharialoven sammen, fordi det hele består af henvisninger til Muhammeds liv og helt afhænger af hans eksistens i den virkelige verden. Dette er, hvad videnskaben har at sige om islams mytiske fortid: Koranen begyndte sit liv som en kristen aramæisk tekst, der var i brug ved gudstjenesten. Den blev oversat til arabisk og senere blev mange flere tekster fra forskellige forfattere tilføjet. De blev samlet til den Koran, vi kender i niende århundrede. Ændringer i den arabiske kirke som begyndte i det syvende århundrede eller tidligere, måske allerede i det fjerde, udviklede sig til religionen islam sent i det niende århundrede. De beretninger om erobringer gjorte af denne skadelige og ondartede ideologi var ganske enkelt et bedrageri begået mod muslimer og Vesten.
Andre anmeldelser: Morten Rydal i Tidehverv, 2010: http://tinyurl.com/y7moj6fz Korankaffe, 2018: https://www.korankaffe.dk/single-post/Muhammed-var-Jesus
Hej, jeg er i paradis. Dette er et paradis for intellektet, hvor man efter en times læsning ved mere om islam end en trofast moskégæst efter et helt liv. Jeg læser en bog, en ikke-teologisk-baseret islamstudie, hvis evidensbaserede, sekulære og rationelle argumenter pulveriserer alle Islams fundamentale doktriner. Hele basen for Sharia og islamisk statsstyre forsvinder, når alle bogens historiske, arkæologiske, numismatiske, tekstuelle og filologiske argumenter uddeler fatale sår mod islams fundamenter: profeten, Koranen og Sharia.
Det er første gang i historien, at Islam underkastes en regelret omfattende, videnskabelig undersøgelse, og resultatet er for islam et mareridt. Den efterlader islam som en Samson uden hår: Bare troen, den private komponent findes tilbage, men alle de undertrykkende, voldelige, psykopatologiske elementer falder fra hinanden. “Farvel, Muhammad, kom ikke tilbage!
Men først skal budskabet komme ud og forskerne undgå at blive myrdet af muslimer, og her vinder Islam en midlertidig sejr på point for de altid tilstedeværende trusler fra helt legitime og naturlige muslimske hævnere og mordere i profetens barmhjertige navn. Forskerne er anonyme. Også her i landet har islam vundet en provisorisk sejr på points, eftersom hverken orientalisterne på universiteterne eller pressen har risikeret at omtale forskningen. De små bange menneskers ord kryber som flueskidt over lofter og vægge i meningsløse parader af unyttighed, undskyldninger, hvor i stedet en elementær intellektuel diskurs skulle sættes ind, objektiv og respektløs. Vi har her en ideologi, hvis intellektuelle indhold er pauvert, minimalt, indeholdende intet andet end små forkrøblede tanker om vold, sex, al hadets urmoder, men hvis moral er hugget i sten, urokkelig, og derfor aldrig giver efter. Islam er i alla doktriner programmeret til at søge dominans, båret oppe af muslimerne, som i islam kun eksisterer som en del af kollektivet, ikke som individer, præcis som det middelalderlige menneske. Et tolerant, venligt Danmark har ikke en chance mod et intolerant, målbevidst islam. Islam er farlig. Her behøves kritisk diskussion hvis vi skal overleve, også om halvtreds år i et frit Danmark.
Koranforskningen er først lige begyndt, den er stadig i sin vorden, siger de tyske forskere. Men kan bare glæde sig til mere af denne undergravende virksomhed, som helt legalt tjener til at sabotere en ondartet, primitiv kultur. I øjnene på muslimerne er Koranen Guds egne ord på perfekt arabisk. Men hvorfor er op til en tredjedel helt uforståelig? Hvorfor er der ord fra andre, ældre, ikke-arabiske sprog i bogen, når den ikke havde eksisteret før? Dette spørgsmål har tyske forskere, uden respekt for muslimsk teologi stillet – og besvaret med helt normal videnskabelig logik. Og den aktivitet er for en muslim altid en vederstyggelighed. For Islam hader videnskab, og ikke uden grund. Den består altid af kritisk undersøgelse, også af islam, hvilket hos en god muslim, der adlyder Koranen, vækker afsky og tvinger ham til automatisk at trække sit sværd og kigge efter et hoved at hugge af.
Ny forbløffende koran-forskning i dag, der insisterer på at bruge kun sikre og verificerbare historiske kilder – og dermed udelukker de islamiske, orale eventyr skrevet flere århundreder efter begivenhederne, som derfor aldrig kan danne en holdbar historisk konstruktion – viser et billede af islam, der er meget forskelligt fra islams eget. Den tyske forskergruppe beskriver sine resultater i faktamættet bogform. Forskeren Norbert G. Pressburg (pseudonym) giver her et overblik over den seneste koranforskning i bogen “Good Bye Muhammad. Das Neue Picture Des Islam” (Books on Demand GmbH, Norderstedt). Den engelske version hedder “What the Modern Martyr should know. Seventy-two Grapes and Not a Single Virgin” (Createspace, United States) “[ https://tinyurl.com/yb6wzjzv
Pressburg præsenterer over 250 sider i 10 komprimerede kapitler, hvad den seneste koranforskning har at sige om islams mytiske fortid. Pressburgs maksime for bogen er videnskabsfilosoffen Karl Poppers grundlæggende tese: “Det er ikke muligt at bevise hypotesens sandhed. Men det er muligt at bevise usandheden. Og sådan kan vi nærme os sandheden ...”
Koranen: Set med normale vestlige øjne tager denne bog sig selv yderst alvorligt og mangler enhver antydning af selvkritik. Den er uafvidende selvsatirisk og komisk, når den forsøger at overbevise os om, at den er et Den er uafvidende selvsatirisk og komisk, når den forsøger at overbevise os om, at den er et udtryk for et guddommeligt tankesystem. Den er usystematisk og ulogisk, med mange modsætninger og er et puerilt arbejde, der ansporer folk til at dræbe, voldtage og forslave, alt sammen smukt kombineret med råd om personlig hygiejne i bronzealderen. Kapitlerne er rodede, de er op-og-nedvendte, da de er nummererede efter længden! Det intellektuelle niveau er graffitistandarden for franske pissoir ved midnat med fornærmelser som aber, grise og dyr (i den forstand, at et dyr er en ting, du kan ride på, piske, sælge, slagte, straffe efter forgodtbefindende) rettet mod alle ikke-muslimer, som er undermennesker, urene, af samme værdi som afføring. I 250 vers finder vi incitamenter, der indeholder trusler om vold mod os ikke-muslimer, og i 25 vers befales muslimer at dræbe os andre tilfældigt. (Og dette er ifølge Noni Darwish: ”Cruel and Unsual Punishment”, kun en lille del af det samlede antal på 35.213 koranvers, hadither, sharia-love og forskellige muslimske skrifter, der beordrer og opfordrer til drab, vold, krig, udslettelse, korporlig straf, had, boykot, ydmygelse og undertrykkelse rettet Hovedsagelig mod ikke-muslimer)[https://tinyurl.com/yb8auw39].
Diagnosen på denne bogs stærkt fragmenterede og fjendtlige personlighed, som den på sekunder bevæger sig fra ekstremer af snøftende, grumset kærlighed til et kosmos af had og vrede, og retur, må være skizofreni. Men dette er den muslimske grundlov, den muslimske guds overordnede intellektuelle plan for universet og sammen med Muhammeds biografi og Sharia grundlaget for politisk islam, hvilket i øvrigt i Danmark, 77% af muslimerne mener bør have forrang over grundloven i Danmark [ https://tinyurl.com/yd4fjesa ]. De vil kort sagt have hele det samfundspolitiske system kaldet islam og afspejlet i den skizoide bog, Koranen, indført som forfatning i Danmark. Og vi taler om anden og tredje generation af muslimer, en stor og voksende femte kolonne, som er fjender til det land, de bor i, og ønsker at ændre det til en slags islamisk teokrati, et islamisk diktatur, et Mellemøsten i Europa. Denne mængde had og trusler må være en rekord i en hellig bog. Dette had læres tidligt i islams skoler. I den saudiske lærebog [https://tinyurl.com/fgays ] for fjerde klasse læser vi: “Sand tro betyder, at du hader de vantro og møder dem med hårdhed”. [ https://tinyurl.com/y8buf4r8 ] Tænk engang på dette: “had! Hårdhed! “Had så dybt, at det drukner et barns sjæl. Sådan metodiske anti-empati instruktioner i børns opdragelse, der favoriserer had over sympati, ville række langt for at forklare, at forskere finder muslimske børn i besiddelse af radikalt “mindre empati end ikke-muslimske” [https://tinyurl.com/y7ngz6gh ].
Sprog: Den sproglige behandling af Koranen er i høj grad baseret på Christoph Luxenbergs arbejde (pseudonym). Ifølge Luxenbergs hypotese var den oprindelige Koran i virkeligheden en oversættelse fra aramæisk, et semitisk sprog, som Jesus talte, og som i øvrigt var det mest udbredte skriftsprog i Orienten på et tidspunkt, hvor arabisk endnu ikke var et skriftligt sprog, og da lærde arabere brugte aramæisk som skriftsprog. Det var allerede kendt for 100 år siden, at aramæisk udgjorde 70% af de ikke-arabiske sprog, der findes i koranen blandt andre: etiopisk (5%); Hebraisk (10%); Græsk-romersk (10%); Persisk (5%), men ingen fulgte forskningen yderligere op. Både arabisk og aramæisk er semitiske sprog, hvor man kun skriver konsonanterne og gætter på vokalerne fra konteksten. Luxenbergs hypotese viste sig at være vellykket. Mange af de mest gådefulde og absurde vers blev forståelige. Den centrale del af Koranen udgår fra en kristen assyrisk tekst (aramæisk), der blev skrevet med arabiske bogstaver. Ordet Qur'an (koran) kommer fra det aramæiske ord Qeryan, der repræsenterer en liturgisk bog af udvalgte tekster fra Bibelen, et lektionarium, til brug under gudstjenesten. Denne tekst blev på et meget senere tidspunkt, da kendskabet til aramæisk var gået tabt, forsynet med arabiske vokaler og udvidet med nye tekster. Ordet Allah, som bruges om en gud, bruges stadig i aramæisk og betyder enhver gud. Det peger ikke på nogen bestemt islamisk gud. I de senere tekster blev der tilføjet en omfattende religiøs blanding af forskellig overtro. Kulten for månegudinden, der var etableret på den arabiske halvø, havde stor indflydelse i koranen. Derudover var der ørkendæmoner, djinner og tilbedelse af sten, som også fik plads i den endelige koran. Kaabaen i Mekka, for eksempel. Alle de tilføjede stykker blev til Koranen vi kender 200 år efter den hypotetiske afslutning af den hypotetiske profets liv. Og eksegeterne og grammatikerne, som gjorde arbejdet, skabte fra grunden det koranarabiske sprog i deres skoler i Kufa og Basra. Omkring samme tid blev de første skriftlige eksempler på sharia-loven udarbejdet. Koranens opdeling i en tidlig og sen del (mekka og medina) med en fredelig del og en voldelig del synes fornuftig, for de fleste kapitler fra den fredelige tidlige periode, den teologiske del, kommer fra en kristen tekst med en kristen besked: elsk din næste. Og den sidste del, instruktionerne om udførelsen, som ophæver alle humane opfordringer, som skulle findes i den første (kristne) del, kommer fra det mere brutale resumé: Dræb din næste, hvis han ikke er muslim. I den tidlige Koran (Mekka), der stammer fra en kristen tekst, er andelen af anti-jødisk tekst lav, 1%, mens andelen i den senere koran (Medina) med sine brutale, hadefulde budskaber er 17 %. [https://tinyurl.com/yaclzmk8]. I Hitlers Mein Kampf er procentdelen af anti-jødisk tekst 7%. Muslimer er klart langt farligere for jøder end nazisterne. I det hidtil gådefulde og fuldstændig uforståelige kapitel 96 (Surah 96), der anses for at være den ældste surah og derfor indledningen til hele koranen, møder vi (helt naturligt i en kristen liturgisk bog) i Christoph Luxenbergs ”The Syro- Aramaic Reading of the Koran” [ https://tinyurl.com/y8qnuxgw ], en gammel bekendt: en sensationel og i en koran absolut forbudt kaldelse til kristen gudstjeneste og den hellige nadver. Dette gør faktisk Koranen skyldig i blasfemi mod sig selv, hvilket i islam giver dødsstraf. Også andre tekster fra haditherne gør det, selv uden yderligere undersøgelse, yderst sandsynligt, at islam begyndte som en kættersk sekt i den arabiske kristendom. Det følgende er fra Abu Dawuds kanoniske samling, hvor fortælleren vidner om, at han hørte Muhammad bede en bøn, der begynder med de velkendte ord: ”Fader vor, du som er i himlene. Helliget vorde dit navn. Komme dit rige, ske din vilje, såsom i himlen også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød, forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere….!”
Spørgsmålet er nu: Hvilken Muhammed vi taler om?
Hadith er små historier om Muhammad. De dukkede hovedsageligt op mellem årene 780 og 880, eller omkring 150 til 250 år efter den hypotetiske profets hypotetiske død. De danner grundlaget for islamisk lov, sharia-loven, som dømmer ifølge hvad dommerne mener, at Mohammed og andre samtidige ville have sagt om en sag. Princippet svarer til at opbygge vores grundlov på basen af en stor samling graffiti fra herretoiletterne i 1700-tallet København, som ingen faktisk har set, men som er skrevet og sendt til os af en mand, der har hørt sin bedstefar fortælle ham, at han har hørte dem fra nogle alderspensionister, der har hørt dem fra sin mors onkel osv for fem generationer siden. De betragtes i islam som sikre og guddommelige kilder til sandhed om, hvad profeten sagde om alt: fra den obligatoriske bøn, der blev sagt ved et for eksempel underbukseskift eller et besøg på badeværelset, eller for at bestemme hvilken kvinde der skal stenes i dag.
Jesus – Muhammad. Konsonanterne MHMD er i Koranen, med arabiske vokaler, tolkede som navnet Muhammad, men var på aramæisk, med aramæiske vokaler, en titel “Den lovprisede.” Det blev brugt i det syvende århundrede som en titel for Jesus! Græsk Kraestos og Latin Christos (den salvede), Muhammad (den prisede): de var alle ét og det samme, nemlig Jesus. I arabisk kristendom var han en profet og ikke Guds søn. ”Muhamedanere” var i det syvende århundrede navnet på tilhængerne af Jesus den prisede (= Muhammed) og var således kristne. I den ældste del af Klippemoskeen i Jerusalem, der oprindeligt var en kirke “Dome of the Rock” fra år 694, kan man læse: “Muhammad er Guds tjener og budbringer”, men ”Muhammad” er ikke et navn på en person på trods at Muslimer ser det som sådan; det ville være en grammatisk umulighed. Det er en gerundiv form af et verbum, og betyder “den der skal lovprises, eller den lovprisede.” Sætningen bliver: “Den lovprisede er Guds tjener og budbringer.” Og hvem er det, der skal lovprises? Svaret følger lidt senere. Det er “Isa bin Maryam”, som betyder “Jesus, søn af Maria.” Muhammad Isa ibn Maryam” – “Prisede Jesus, søn af Maria.”
Kirken “Dome of the Rock” (senere Klippemoskeen), var bygget i den typiske byzantinske stil i området, og var da det religiøse centrum for den arabiske kristendom, i dag overleveret som den Syrisk-ortodokse kirke. Året var 694, og kirkens skaber var Al-Malik, den arabiske emir, der – ifølge alle primære kilder – var kristen, omend en kristendom vi knapt kan genkende. Men i en islamisk parallelvirkelighed bliver han og kirken på mystisk vis omdannet til henholdsvis islamisk kalif og moske i en islamisk historierevision. Men kan mand, der præger mønter stemplet med Jesusfigurer virkelig være en Muslimsk kalif? Det lyder som noget fra et eventyrland. Det kan tilføjes, at ordet Muhammad ikke eksisterede som arabisk navn i 600erne.
Islams historie Den hypotetiske profet døde i 632 e.Kr. Efter år 639 e.Kr. overvandt arabiske hære, der kom fra mekka, ifølge den officielle islamiske historiografi på et par år Syrien, Mesopotamien og Egypten – samtidig med at de introducerede islam og kalifstyre i det islamiske imperium. Problemet med denne erklæring er dens forvrængning af sandheden. For der findes ikke noget videnskabeligt bevis for en islamisk, invasion, erobring og regering af disse områder på det tidspunkt. En arabisk invasion? ja, men der eksisterede simpelthen ikke nogen islam. Desuden eksisterede mekka ikke som andet end den golde dal, som ganske vist havde en brønd og tilholdssted og selvfølgelig en af de allestedsnærværende byzantinske kirker, der blev fundet overalt, ligesom i Grækenland i dag. Omridset af dens fundament kan stadig kan ses under Kabaan i dag. At det skulle have haft nogen betydning som handelscenter og dermed Islams vækst er fuldstændigt afvist af Patricia Crone i ”Meccan Trade and the Rise of Islam”. (https://tinyurl.com/yap29tjt )
Den muslimske historie synes at eksistere i en parallel virkelighed, for i den dimension, hvor resten af os er, var 600'erne den arabiske kirkes storhedstid. De byggede kirker og katedraler overalt, såsom “Dome of the Rock” på tempelbjerget i Jerusalem fra 694 e.Kr. og den imponerende basilikum St. John of Damascus fra år 710. Det arabiske kristne imperium udvides til øst og i Afrika mod vest for en stor del, fordi det byzantinske imperium i begyndelsen af 600'erne trak tropperne tilbage fra meget af området og efterlod et magtvakuum for de arabiske emirer at fylde. Dette er beskrevet meget nøje i bogen ”Crossroads to Islam” af arkæolog Yehuda D. Nevo og forsker Judith Koren (http://tinyurl.com/y7zxuznr).
Så, i 600'erne begyndte den store arabiske æra, hvor begyndelsen også var en god tid for den Arabiske Kirke. Den Arabiske Kirke (som også den Etiopiske) afveg fra den Byzantinske Kirke ved at betragte Jesus som profet og ikke Guds søn og blev derfor set som kættersk. Allerede ved kirkemødet i Nicaea år 325 begyndte den Arabiske og Etiopiske kirke den afdrift, der langt senere førte til dannelsen af islam i den Arabiske kirke. Araberne var da monofysitiske kristne, som ikke troede på, at Jesus havde to naturer, en guddommelig og en menneskelig natur. I stedet troede de at han kun repræsenterede én natur, Guds levende ord. De betragtede sig som Ismaels sønner, ismaelitter, og ophavsmanden til den gamle israelske tradition. De tilbad den ene Gud og modsatte sig ideen om den hellige treenighed. De betragtede Jesus som Guds budbringer og tjener, men ikke Guds søn. De betragtede sig som “overensstemmende” (islam) med skrifterne, som var det gamle og nye testamente. Religionen Islam eksisterede ikke da. I dag eksisterer denne arabiske kirke stadig under navnet den ”syriske ortodokse kirke”; Sproget er stadig det samme syrisk-aramaiske, som blev talt af Jesus.
Allerede i 600'erne, eller måske 200-300 år tidligere, begyndte de langsomme ændringer i den arabiske kirke, som 200-250 år senere i en fuld metamorfose skulle blive til religionen islam og dermed arabernes hovedreligion. Med sharia-loven til at lovgive om alle små detaljer i en persons liv, uanset hvor lille den var, udvikledes islam efter årtusindet til det totalitære, politiske / ideologiske/juridiske system, som vi kender som islam i dag.
Erobringerne Den arabiske æra varede indtil mongolerne endte det i det trettende århundrede.
De arabiske kristne emirers kampe mod hinanden om dominans og magt i 600'erne var ikke mindre blodige og voldelige end nogen anden krigsførelse da. Men de var ikke islamiske. De skriftlige samtidige kilder beskriver overalt volden fra “Saracenere, Ismaelitter og Hagariter”, som var synonymer for arabere. Dette er tolket af senere kommentatorer indtil i dag som muslimer, men der er ingen kilder, der nævner islam og muslimer. De eneste kilder der findes er islamiske. De blev skrevet i hundredvis af år efter begivenhederne og har nøjagtig samme beviser som eventyr.
”Mellem AD 639 og 641 siges landene Mesopotamien, Persien og Ægypten at være blevet erobret samtidig – og det inkluderede nødvendigvis også erobringen af flere forter, for hvilke man behøvede belejringsmaskineri og megen tid. Man behøver ikke en eksamen fra et militærakademi for at finde ud af, at hele denne samling af erobringer fra en matematisk synsvinkel er vrøvl. Af den grund tager den islamiske tradition helt officielt tilflugt i mirakler og forsøger endda at etablere deres brug som et legitimt redskab til historisk dokumentation.
Erobringen af Nordafrika og Spanien skete ikke under islams banner. Erobrerne var monofysiske kristne arabere.
Den arabiske invasion af Frankrig, som blev stoppet af Charles Martel år 732 i Slaget om Tours, er en historisk kendsgerning, invasionstropperne var imidlertid ikke muslimer. De var kristne arabere. Men af en slags kristendom så langt fra den almindelige katolske, at den var kætteri, hvis ikke næsten en anden religion. De var Muhamedanere, dvs. tilhængere af MHMD = (Jesus) den prisede (Muhammed på Aramæisk).
Den usynlige Stor-Jihad Der er intet bevis for invasionen og besættelsen af Syrien, Persien og Egypten af muslimer i disse perioder. Arabere, ja, men ikke muslimer. Ikke en eneste person fra et af de to højt civiliserede imperier, det byzantinske imperium og det persiske imperium, med enorme forvaltninger, arkiver, kontorister og befolkninger, der skrev oceaner af noter, fik den ide at skrive et par ord om den nye religion, der rasede i deres lande? Ikke nogen i det byzantinske imperium bemærkede, at halvdelen af imperiet var gået tabt til en ny profet?
Islamisk stor-jihad? Og ingen bemærkede det? Helt usynlig? Det er mærkeligt? Det var ikke så mærkeligt.
Det imperium, som islam tager æren for, blev skabt længe før islam kom ind i verden. Og kun på grund af denne kendsgerning var Islams senere spredning muligt. Islam i 800'erne blev spredt med politik, ikke med våben. “Den egyptiske kristne munk al-Hakan havde i 870 e.Kr. netop hørt om en vis Muhammed, som var” høvding for en tyvebande i Arabien.” Intet islam eller profet i Egypten i år 870 e.Kr. 230 år efter islams fantasierobring af Egypten.
“I 839 var islam stadig helt ukendt i Spanien, ifølge protokollen fra biskopsynoden i Toledo samme år. De diskuterede de kristne sekter. “Og det var 140 år efter den (kristne) erobring af Spanien, som på trods af dagens stædige, muslimske rygter om det modsatte ikke havde noget at gøre med islam.
“De første tekster om, hvad der skulle blive Koranen 50 år senere, cirkulerede i Bagdad ved den intellektuelle al-Mamuns hof i 825,” det er 200 år efter at den muslimske fantasihær gik ud fra Mekka og besejrede verden. Islam eksisterede endnu ikke. Men sekten Hanbalisme eksisterede, og omkring 50-70 år senere blev den det, vi kender som islam omkring 900 e.Kr.
Grunden til, at ingen kendte til islam, var ganske enkelt, at islam ikke eksisterede før det niende århundrede.
Hele islams historie i løbet af de første 200 år er et langt eventyr i en parallel virkelighed af fantasikalifer, fabelhære, foregivne hærslag, med rigelige tilføjelser af mirakler og engle, når historierne blev for utrolige. Desuden blev en fantasiprofet konstrueret, hvis model mest sandsynligt var en af de mange profeter og prædikanter Syrien var oversvømmet af. En alternativ arabisk profet i stedet for Jesus var en nødvendighed for udviklingen af en kristen kættersekt til en ny religion. Titlen MHMD blev langsomt et navn Muhammad. Sproget gik fra aramæisk til arabisk i området.
Vigtige historiske begivenheder blev givet et islamisk stempel, hvis de kunne støtte udviklernes budskab om islams storhed. For eksempel blev den byzantinske kejsers militære sejre og fredsaftalen med perserne årene 622, 627 og 628 udstyret med et islamisk stempel og blev i de islamiske fabler omdannet til den arabiske profet Muhammeds migration fra Mekka til Medina (622 AD) , samt nogle vigtige episoder i Muhammads krigeriske liv (“The Battle of the Trench ” (627 e.Kr.) og “Hudaybiyya-traktaten” (628 e.Kr.). Returneringen af det hellige kors i Jerusalem, som blev bragt af kejseren fra Persien 630 AD, og genåbningen af den Hellige Grav (“Holy Sepulchre”) med stor festlighed blev med et islamisk stempel til åbningen af Kabaa i Mekka med stor festlighed i 630 e.Kr.
Lad os ikke glemme, at islamiske historiebeskrivelser blev gjort flere hundrede år efter begivenhederne.
At stjæle æren for andres triumfer, tyveri af ære er en meget specifik islamisk aspekt af islamisk historie, og er den måde Islam har snavset historieskrivningen til frem til i dag. Citat Pressburg: “De producerede interessante legender og klistrede dem på historiske personer eller skabte heroiske erobrere ud af ingenting.
Accept af islamiske myter som sandhed uden tilstrækkelig kritisk undersøgelse har også skadet den vestlige historievidenskab betydeligt. Og derfor kundskabsmassen, hvorpå en vurdering af nutidige fænomener er baseret.
Flere andre forskere har søgt, men har ikke kunnet finde noget bevis for islamiske oprindelsesmyter. Altså ingen Muhammad fra Mekka. Historiker Emmet Scott [ https://tinyurl.com/ycppyljx ] har påvist muligheden for en stærk involvering af perserne i islams udvikling. Igen baseret på arabisk kristendom.
Martyrerne i paradiset: Der er vigtig information til nutidens martyrer i den nye koranlæsning. Analysen af Koranen afslører, at løftet om de tooghalvfjerdsindstyve jomfruer, der er beredes til martyrerne som en belønning i paradiset, var en beklagelig misforståelse, som desværre var forårsaget af en fejlagtig oversættelse. Faktisk er de lovet saftige, skinnende druer. Selvom skinnende druer kan udvise skønhed, må udvekslingen af jomfruer med druer dog have vigtige konsekvenser for martyrernes sexliv. Skinnende druer er typiske for de kristne og persiske paradisfortællinger. Der er ingen storbrystede hurier med sorte øjne og evig jomfruelighed til rådighed for martyrerne, og ingen smukke drenge, der bærer afkølet vin rundt.
Alle de mange saftige, erotiske steder var resultatet af oversætternes egne fantasier. Citat Pressburg: “Det arabiske paradis, der blev oprettet i Koranen, var et sexistisk et. Det tjener udelukkende mandlige seksuelle fantasier.”
Der er også gode nyheder for alle muslimske kvinder, der i mere end tusind år har svedt i varme lande indpakket i et stramt hovedtørklæde. “Du kan ophøre med at bekymre dig!” Hverken at dække hovedet eller brystet er nævnt i Koranen. Det var en fejloversættelse af et idiom, der stadig bruges i dag på aramæisk. Det betyder: Stram et bælte rundt om taljen, når du forlader hjemmet.
Resumé: Alle tilgængelige kilder modsiger overalt den officielle islamiske historieskrivning. Alle hypoteserne om islams tidlige år er blevet falsificerede, hvilket betyder, at de er usande. Citat Pressburg: “Der findes ikke et eneste bevis på profetens eksistens som beskrevet i hadiths og biografi, som forskere som Weil, Goldziher, Blachere, Luxenberg og mange andre har vist.” Alle tilgængelige samtidige kilder indikerer en gradvis udvikling i den arabiske kirke fra arabisk kristendom til islam i løbet af flere hundrede år. Der var ingen Muhammad fra Mekka, intet mekka, ingen islamisk kampagne, og ingen jihad (det kom dog senere), der var ikke engang noget islam. Men tværtimod en fantasiprofet og en stor svindelhistorie sammensat flere århundreder senere. Uden en historisk Muhammad forsvinder hadiths, Muhammads biografi og jihad, hele grundlaget for politisk islam og sharia-lov. Uden en autentisk Muhammad er der virkelig intet andet end en lille religiøs del tilbage, en privat affære, der ikke kræver at andre samfund, under trusler om repressalier må tilpasse deres regler til islam. Kun den private tro består.
Problemer Et stort spørgsmålstegn er dog stadig til stede. Når designerne af islam og Muhammad faktisk kunne skabe det mest perfekte menneske helt efter eget ønske, en Jesus, en Buddha, med dybde og visdom, begge på højden af moralsk fortræffelighed, hvorfor valgte de i stedet at skabe en overfladisk tegneseriekarakter, der opfylder alle kriterierne for psykopati i den amerikanske diagnostiske liste [ https://tinyurl.com/2foyah ] og udmærkede sig i udøvelse af banditaktivitet, vold, mord, krig og brutalitet?
Den forældreløse dreng, der vinder prinsessen det halve kongerige, er et kendt tema for eventyr. Araberne har en rigt forråd af eventyr, som tusind og en nat demonstrerer. Men hvorfor blev netop den islamiske figur en model for grusom anti-menneskelighed? en skrækkens dæmon; paranoid og morderisk, der fremgangsrigt forvandlede mord til offerhandlinger og folkedrab til fromhed; Et mareridt der gemmer sig i det jammerlige, halvmørke rige i det menneskelige sind, i hvilket møg og andet affald kastes; Et mareridt, der burde have været skyllet ud med natpottens indhold om morgenen.
Eller, var det de muslimske teologer i det niende og tiende århundrede, som i ren trods, i ren stræben efter at lægge størst muligt afstand mellem islam og den forhadte kristendom, hvorfra den udspringer, ganske enkelt opbyggede en Gud, en Allah, som blev antitesen, en ren negation til den kristne, altså som blev til Lucifer, den mørke hornede Satan selv? Dette skulle skabe eminent logik, internt sammenhæng i hele historien, som i hvert eneste tusind og een nats eventyr. Mefistofeles, djævelens hjælper, udklædt som Engelen Gabriel, og Muhammed, narret til at arbejde for selveste Djævelen. Djævelens største og mest strålende sejr over Gud. Dermed bliver Muhammeds uendelige ondskab forståelig. Og Dante Aligheri skulle senere få ret: Muhammed hørte faktisk til i helvede.
Den nye islamforskning, der præsenteres her, er begyndelsen på en ny historie, hvor fornuft og intellekt igen kan have en chance for at vende tilbage til den arabiske verden. Men kan det lykkes? Mod den stenhårde islamiske moral og tro, som aldrig et sekund tvivler på sin egen moral og overlegenhed? Den typiske overmenneskeholdning til sig selv og til udlændinge?
Og Vesten viser konstant sit bløde maveskind i sin nye religion navn?: “må-være-god-til-enhver-pris” religion? “Må-hjælpe” religion? “Må-skære-min-egen-hals-over-og-vise-hvor-meget-jeg-vil-gøre-plads-for-enhver-anden” religion? Hjælper det med pænhed og politiske samtaler? Eller skal våben i sidste ende tale? Politikerne har lanceret det. De åbnede naivt de døre, som de nu ikke tør lukke. Hvornår kan vi forvente at se 10.000 væbnede Breiviker på gaden?
Der kræves ingen anden forudsætning for at læse denne bog end sund fornuft, og foruden at være skarp videnskab er den vittig og sarkastisk. Det skal oversættes til dansk, så millioner af islamkritiske danskere får større vægt bagom kritikken. Og de kan se, hvordan islam udviklede sig til en grotesk karikatur, et sort-hvidt negativ af kristendommen; en karikatur, der stinker fra sin rådne kerne.