1 Islams urgamle had til jøder. Del I http://tinyurl.com/y6s3n69q 2 Islams urgamle had til jøder. Del II http://tinyurl.com/y3z6ugo4

strouthos@protonmail.com

Post Scriptum: Sagaen om den bedrøvelige forskning. Uddrag fra Pressburg og Fernández-Morera, Darío; “The Myth of the Andalusian Paradise”. Løgne og bedrag

Hvad er der sket med islamforskningen? Bibelforskningen er gjort med stor videbegærlighed, og man ville forvente, at vestlige videnskabsmænd gav islam den samme behandling. Faktisk er det blevet gjort. Pressburg noterer sig en række kendte forskere, som har falsificeret den islamiske mytekonstruktion, der går under navnet ”Islamisk Historie”. (Citat Pressburg) “Gustav Weil (1808-1889) var den første forfatter, der kritisk behandlede de historiske aspekter af dette spørgsmål. Fra historikernes synspunkt betragtede han som ubrugelige alle oplysninger om profetens liv, gerninger og ordsprog, da det kun var blevet mundtligt videregivet i generationer. “Fra 1856 til 1861 udgav William Muir (1819-1905) ”Life of Mahomed” i fire bind, hvori han beskrev den fuldstændig legendeagtige karakter af islamiske tekster og bortsorterede som værdiløse de kilder, der var baseret på fortællere.

“Ignaz Goldziher (1850-1921), som var den gamle mester i islamiske studier, udgav i to bind ”Muhammedanische Studien” i 1889 og 1890. Han kom til den konklusion, at haditherne – en påstået nutidig samling af Muhammads ordsprog og anekdoter om ham – var rene forfalskninger produceret i senere tidsperioder.

“Den italienske ekspert på tidlige islamiske studier, Leone Caetani (1869-1935), kom til de samme konklusioner.

“Derudover blev lignende rapporter afgivet af den belgiske forfatter Henri Lammens (1862-1937), der tilbragte sit liv i Libanon og var flydende i både det gamle og det moderne sprog i Mellemøsten.

“Ifølge Nikolai Alexandrovich Morozov (1854-1946), en marxistisk og tidligere sovjetforsker i islamiske studier, blev koranen afsluttet ikke tidligere end det ellevte århundrede. Det var så sent som korstogene, at islam faktisk begyndte at smede sin egen identitet.

“Morozovs kollega Lucian Klimovich talte om Muhammad og kalifferne som mystiske figurer, der var blevet skabt i nyere tid. Dengang, i begyndelsen af det tyvende århundrede kunne hans arbejde ”Eksisterede virkelig Muhammad?” (1930) ikke have været accepteret til offentliggørelse uden for ateist Sovjetunionen i så klare ord.

“Den franske koran-oversætter og ekspert i arabisk litteratur Regis Blachere (1900-1973) forsøgte at rekonstruere Muhammads liv, men indså, at der ikke var nogen kilder, der kunne gøre det muligt. De traditionelle tekster han betragtes som bare legender og selve Koranen gav ingen oplysninger om dette emne.

“Den amerikanske historiker John Wansbrough (1928-2002) erklærede, at islam var en mutation af, hvad der oprindeligt var en jødisk-kristen sekt.

“Der har også været muslimske forskere, som kritisk har behandlet de historiske kilder til islam. En af dem var Dr. Suleiman Bashear (1947-1991), tidligere professor ved University of Nablus. Under et af hans foredrag kastede de vrede studenter ham ud gennem vinduet på tredje sal; senere kom publikationen af hans ”Introduction to Another History” (på arabisk) til at koste ham sit arbejde i 1984. I den dristede sig til at argumentere for, at visse traditioner simpelthen blev opfundet for at overføre oprindelsen af islam til Mekka.

Citat Pressburg “Men selvom mange videnskabelige undersøgelser, der søger at opdage sandheden om islam og dets grundlægger, gentagne gange har produceret resultater, der afviger væsentligt fra traditionelle islamiske lærdomme, har den gennemsnitlige person været uvidende om denne kendsgerning, fordi stort set alle spørgsmål vedrørende islam var betragtet som irrelevant for de fleste ikke-muslimer, indtil tårnene på World Trade Center kollapsede den 11. september 2001. Indtil den dag havde islam kritikere udtrykt disse betænkeligheder ganske diskret, næsten undskyldende. De klassiske “orientalister” fortsatte med at sætte tonen, og i deres tanker forblev den traditionelle version af islams historie troværdig.

De var enten ude af stand til eller uvillige til at indse, at de ved at bruge islamiske kilder kun beskæftiger sig med sekundære kilder. Men kun primære kilder kan danne grundlag for seriøs historisk forskning. Derudover skal verifikation af primærkildens ægthed være det allerførste skridt i forbindelse med videnskabeligt arbejde. Disse grundlæggende videnskabelige krav er imidlertid ikke blevet opfyldt af disse klassiske orientalister, og der var ikke meget at forvente af muslimerne, der beskæftiger sig med sådanne problemer.

Når man undersøger tekster som Koranen, skal historikere forsøge at komme så tæt som muligt på de originale tekster. Hvor kom teksterne fra? Hvem skrev dem? Hvornår blev de skrevet? På hvilket sprog? Hvilken type manuskript blev brugt? Bedømmelsen af disse spørgsmål kan kun udføres ved hjælp af primære kilder. Fortolkning af indholdet er ikke vigtigt — det falder inden for religionsområdet.

Hvad den sande historiker er interesseret i er de historiske fakta om oprettelsen af de primære kilder. Og alligevel, når man læser orientalisternes arbejde, bliver det hurtigt klart, at de behandler sekundære kilder som om de er primære. De blander teologi sammen med historie.

Dette svarer til en erklæring om videnskabelig konkurs. Islams tidlige historie skete aldrig som det er blevet præsenteret i traditionelle islamiske beretninger.

Fernández-Morera, Darío specificerer i “The Myth of the Andalusian Paradise”, [ https://tinyurl.com/y7pfmmtf ] de problemer, der plager den “historiske videnskab”, der kommer fra islamforskere i Vesten.

Citat Fernandez-Morera: “Ingen akademisk ekspert i arabiske eller islamiske studier ville have været tilbøjelige til at skrive en bog med kritik af den gode indflydelse af middelalderislam på det kristne Europa. En flora af mistanker, vil påpege, at et sådant spørgsmål ville bringe forskningsområdet i fare med risiko for ikke at tiltrække flere forskere, og at en sådan kritik også ville risikere at gøre slut på forskningsrejser til muslimske lande, tab af finansiering til de kætterske forskere og deres universiteter (ikke kun fra bidragsgivende institutioner, men også fra regeringer som Saudi Arabien, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, Libyen under Gaddhafi og Tyrkiet), isolering af kandidatstuderende og vanskeligheder med at finde universitetsstillinger (forudsat at de var i stand til at fuldføre en ph.d. i en afdeling af Mellemøstlig Forskning). Kritikere har dokumenteret hvordan penge fra islamiske nationer har kompromitteret islam- og mellemøststudier ved vestlige universiteter.”

Den skrigende stilhed om den nuværende Pressburg-bog fra de officielle vestlige islamstudiefakulteter taler højlydt om dens høje kvaliteter. Havde eksperterne været i stand til at finde fejlagtigheder, ville de have klippet den i stykker, da den modsiger deres officielle mening. Enhver forsker, der i dag tillader sig at være uenig med den fremherskende korrekte, kan forvente hård mobning i form af massivt akademisk angreb.

(Sylvane Gouguenheim, Aristote au mont SaintMichel: Les racines grecques de l’Europe chrétienne (Paris: Seuil, 2008);) New York Times:[ https://tinyurl.com/ybl9jxn4 ] Citat Fernández-Morera “Gouguenheims tilfælde er lærerigt. Gouguenheim hævdede, at middelalderlig islamisk kultur forblev, med undtagelse af videnskab, konstruktionsteknikker og nogle aspekter af filosofien, generelt uimodtagelig over for den græske civilisations ånd. “Den var blandt andet ligegyldig eller antagonistisk overfor sådanne grundlæggende elementer i civilisationen som figurativ skulptur og maleri, drama, fortælling, lyrik, politisk teori og praksis. Selv i filosofien forblev islam delvis en fremmed for den græske ånd.

“Gouguenheims bog mindede også sine læsere om, at græske tekster ikke var “blevet tabt “for at blive venligst “opdagede” og “overførte” af det islamiske imperium, men var faktisk bevarede, overførte og kommenterede i det kristne græske romerske imperium (normalt benævnt “byzantinske” imperium). ”

“Oversættelserne af græske videnskabelige og filosofiske tekster til arabisk blev gjort af græsktalende kristne fra de erobrede lande i det kristne græske romerske imperium.

“Aristoteles var blevet oversat i Frankrig ved Mont Saint-Michel Abbey, før oversættelser af Aristoteles til arabisk (via de kristne lærdes syrisk-aramæisk fra de erobrede lande i det kristne græske romerske imperium) viste sig i islamiske Spanien.

“Der var en kontinuitet mellem græsk og europæisk civilisation via det kristne græske romerske imperium, der ikke kræver islams tilsynekomst på den historiske scene.”

“Gouguenheims bog blev betragtet som så truende for uddannelsesetablissementet, at” et internationalt kollektiv af 56 forskere i historie og filosofi “fandt det nødvendigt at underskrive et åbent brev, der blev offentliggjort i den marxistiske avis Libération og angreb hans arbejde.

Fernández-Morera, Darío. “The Myth of the Andalusian Paradise. Introduction, A Culture of Forgetting” (Kindle Locations 126-176). Intercollegiate Studies Institute. Kindle Edition.

Angående det massive akademiske angreb mod Gouguenheim, se: Paul-François Paoli, “L’historien à abattre,” Le Figaro, July 15, 2008, http:// www.lefigaro.fr/ actualite-france/ 2008/ 07/ 08/ 01016-20080708ARTFIG00553-l-historien-a-abattre-. Php, and “Fatwa contre Sylvain Gouguenheim,” Newsgroup Archive” http:// fr.soc.histoire.narkive.com/ AonPwRCN/ fatwa-contre-sylvain-gouguenheim Professor i middelalderhistorie, Ole Jørgen Benedictow om det samme emne: https://www.rights.no/2008/05/arabernes-betydning-for-den-vestlige-sivilisasjon/

“vedrørende en kortfattet redegørelse for de enorme mængder penge, som rige muslimske lande poster ind i islam- og, mellemøststudiefakulteter på vestlige universiteter, se Giulio Meotti,” Islam Buys Out Western Academia “, Arutz Sheva: Israel National News, 23. juni , 2012. En mere detaljeret undersøgelse af resultaterne af denne indflydelse på akademisk forskning og undervisning er Martin Kramer, ”Ivory Towers of Sand: The Failure of Middle Eastern Studies in America”, (Washington, DC: Washington Institute for Near East Policy, 2001).

“Følgende eksempler illustrerer fænomenet: Harvard Universitets islamstudieprogram bærer navnet på den saudiske prins Alwaleed Bin Talal Bin Abdulaziz Alsaud, hvilket er resultatet af de enorme mængder penge, der er givet af prinsen. Center for Islamstudier ved University of Cambridge bærer også navnet på prinsen af lignende grunde. På universitetet i Edinburgh er centret for ”Islamstudier i den Moderne Verden” også blevet finansieret af prinsen. På University of London er professor Charles Burnett, formand for afdelingen for historie om islamiske indflydelser i Europa ved Warburg-instituttet, “en vigtig partner til FSTC,” Stiftelsen for Videnskab, Teknologi og Civilisation. Denne FSTC er “en britisk baseret uddannelsesenhed, der blev dannet for at popularisere, formidle og fremme en nøjagtig redegørelse for det muslimske arv og dets bidrag til nutidens videnskab, teknologi og civilisation .FSTC og Khalifa University, Arab Emirates]. “ See http:// muslimheritage.com/ topics/ default.cfm? ArticleID = 1083# sec3 accessed August 1, 2012.

“Til listen over universiteter, der nu er taknemmelige for denne neutrale tilknytning til islamiske nationer, kan man tilføje Yale, som på årsdagen den 11. september meddelte i 2015, at den har modtaget 10 millioner dollars fra den saudiske forretningsmand Abdallah Kamel” for at etablere hvad universitets embedsmænd håber, vil blive landets bedste center for studiet af islamisk lov. ... Yale embedsmænd sagde, at centret vil afspejle en voksende interesse ved Yale og andre institutioner i islamisk lov, historie og kultur. “(Se” Islamic Law at Yale: $ 10M,” Chicago Tribune, 11. September 2015.) Mindre institutioner har også haft gavn af denne generøsitet. Således er Lampeter Campus of the University of Wales of Trinity Saint Davis, der blev grundlagt i det 19. århundrede af den anglikanske biskop David Burgess, nu udstyret med en dejlig moske. “Moskéen signalerer tilstedeværelsen af mange muslimske elever, der tiltrækkes af den berømte teologiske afdeling, religiøse studier og islamstudier. Det er også et tegn, at biskop David er blevet efterfulgt som universitetsvelgører af Sheikh Khalifa i Abu Dhabi og herskerne i Bahrain og Qatar. Deres donation på 1,8 mio. pund hjælper med at finansiere islamstudier i hjertet af det landlige Wales. “Se” Disappearing Worlds, “The Guardian, 13 november, 2000.

“Man kan betvivle, at alle disse islamforskningscentre vil foretage den slags kritiske undersøgelse af deres emne, som professorer på andre områder har udsat for eksempel Jesus for; Det Nye Testamente eller tidlig kristendom?”

“En sådan usandsynlig forskning kunne omfatte:” Hvordan kom historisk set Muhammed til at blive betragtet som “en profet”? “; eller “Gennem hvilke komplekse faktorer eller begivenheder kommer koranen til at blive sammensat og betragtes som Guds ord?” Disse er yndlingsspørgsmål, der rutinemæssigt stilles af nysgerrige universitetslærere om Jesus. Man kan frygte at forskningen på de nye islamcentre snarere undersøger, hvordan islam muliggjorde computeren og flyvemaskiner.”

Arabere, islamister og mellemøsteksperter “ ejer “og” kontrollerer “al legitimeret” viden om samspillet mellem islam og andre civilisationer.

“For det generelle faglige fænomen, se Charles Derber, William A. Schwartz, and Yale Magrass,” Power in the Highest Degree: Professionals and the Rise of a New Mandarin Order” (New York: Oxford University Press, 1990) “En lignende frygt for at miste rejseprivilegier til landet for deres forskning og undervisning, og ikke kun sympati for ægte socialisme, kan også have været forklaringen på manglen på frontal kritik af Sovjetunionen i universitetsprofessorernes skrifter, der havde specialiseret sig i “forskning af Sovjetunionen”. Dette er den forsigtighed som ses i dag blandt de angloamerikanske universitetsspecialister på Cuba (specialister i cubanske oprindelse er nogle gange en anden race), hvis skrifter virker uvidende om politik – en bemærkelsesværdig afvigelse, når man overvejer den rolle, som politisk kritik spiller i dagens akademiske skrivelser om spørgsmål vedrørende USA og Vesten i almindelighed.

“Universitetsforlag ønsker ikke at få problemer ved at præsentere en islamisk dominans for selv århundreder siden som andet end en positiv begivenhed, og akademiske specialister vil heller ikke fremstille noget negativt om et emne, der giver dem smør på brødet. “Derudover har frygt for beskyldningen for” islamofobi “lammet mange akademiske forskere.

“Udgivelsen af en bog om Muhammadtegningerne af Yale University Press illustrerer alle disse problemer. I starten skulle bogen ledsages af tegningerne af Muhammad, der blev offentliggjort i Danmark, som mange muslimer havde protesteret mod ved at dræbe mindst to hundrede mennesker rundt om i verden mellem 2005 og 2006 alene. Men kommentarer til manuskriptet af nogle akademiske eksperter i historie og religion fik Yale Universitets administration til at annullere publiceringen af tegningerne – samt en illustration fra det nittende århundredes kunstner Gustave Doré om en passage i Divina Commedia hvor Dante placerer Muhammad i helvede. “Så i 2009 blev bogen om Muhammadtegningerne udgivet af Yale University Press – men uden tegningerne.

Kommentarer til Koranen begyndte som en kristen bog

Kommentar til Had i Koranen Indoktrinering, med had til alle de grimme vantro og jøder, som begyndes i en meget tidlig alder af børnenes forældre og siden fortsætter med fuld fart i moskéerne og skolerne, er uden tvivl formålstjenlig til at producere en slags muslim-bikube-person med et sindelag, der i enestående grad er styret af islam, som repræsenteres af gejstlige og troen på et skræmmende helvede, og som derfor ikke i stand til selv at forsøge at tænke en eneste kritisk tanke. Kort sagt en kollektiv insekthjerne, som programmeres i nærmeste moské. En person, der vil elske at blive kontrolleret, at inaktivere sit eget intellekt, at leve i beskyttende dumhed. Dette er ”Crimestop” i Orwells helvede på jorden. Det betyder evnen til at stoppe umiddelbart, næsten instinktivt, på tærsklen til enhver farlig tanke. Det omfatter styrken til ikke at forstå analogier, manglende opfattelse af logiske fejl, misforståelse af det enkleste argument, kort sagt islams beskyttende dumhed og den succesfulde propaganda af politiske ideologier og politisk korrekthed.

Fremmedhad lært i barndommen og ungdommen skaber betingede reflekser, som krop og sjæl aldrig glemmer. En god muslim føler altid had og hårdhed ved mødet med de vantro. Det er en grundlæggende betingelse for en god muslim. I det arabiske stammesamfund, som beskrevet i “Kultur og Konflikt i Mellemøsten” af Philip Salzman [ https://tinyurl.com/y739enql], er ikke-medlemmer automatisk fremmede og dermed a priori fjender. Dette fremmedhad blev indlemmet i islam og blev institutionaliseret og legaliseret i Sharia, hvor nu de vantro er udlændinge, den ydre fjende, der skal mødes med had og hårdhed [ https://tinyurl.com/y739enql].

Hitlers “Mein Kamf” er en sød, lyrisk, aftensang i forhold til den muslimske forfatning. Andelen af anti-jødisk tekst i Koranen, Mohammeds biografi og hadiths er 9,3 % [Political Islam: https://tinyurl.com/yaclzmk8]; i den sidste del af koranen, i Medina-delen, er procenten 17%. I Mein Kampf udgør den anti-jødiske tekst 7 %.

Muslimske unge mænd er voldelige; jo frommere de er jo voldsommere er de. Dette er i absolut kontrast til kristne, der viser det modsatte mønster [https://tinyurl.com/yd6lawh4 ].

Den fremmedfjendske moral er i dag typisk for kriminelle organisationer og omfatter normalt, ligesom i islam, en dødsdom for den som forlader organisationen. Afhopperen skal dræbes. Denne moral er patognomisk og et-sine-qua-non for gangsterorganisationer og Islam, hvor det er kodificeret i lovtekster som ikke kan ændres. Når islams historie har været en lang fortælling om erobring, om udsugning, plyndring og ødelæggelse af de erobrede områder (for eksempel Spanien, Sicilien, Grækenland og Bulgarien, Rumænien, Ungarn) minder islam endnu mere om en kriminel organisation, der simpelthen eksisterede for at ødelægge. Med en adfærdskodeks, der normalt kun findes i mafiaen og sammenslutninger af organiseret kriminalitet, hvor en moralsk facade i virkeligheden dækker over brutale bøllers vold.

Der er i Koranen materiale til mange gode stimulerende fredagsprædikener fulde af opmuntring til slavepigevoldtægt, afskæring af hænder, arme, fødder, ben, hoveder; mord ved stening, udstødning fra høje klipper, levende afbrænding, drukning, ja, ganske generelt til alle interessante måder at myrde os alle på: jøderne, de kristne, buddhisterne, hinduerne, ateisterne og selvfølgelig jøderne igen og igen, som muslimerne hader og forbander med ekstrem vægt. ISIS behøver ikke at bruge fantasi; det er simpelthen at følge instruktionerne. Det er ikke sværere end at samle en bogreol fra IKEA.

Alle kan opføre sig umenneskeligt, uanset hvilken religion de har. Men bare i islam begås grusomhederne for at lyde de hellige tekster.

Hitlers Mein Kampf er en sød lyrisk aftensang i forhold til Koranen. Ifølge den skal ikke bare jøder, men alle vantro levende mennesker på jorden omkomme og ikke bare gå til grunde, men tilbringe evigheden som levende, skrigende fakler i helvedes brændende svovlsøer, hvor den muslimske Gud siden tidens morgen, længe før de blev født, havde forudbestemt at deres skæbne skulle lede dem. For i islam er alt forudbestemt, fri vilje eksisterer ikke. De (vi, vantro) blev skabt med det eneste formål at gennemgå evig tortur.

John Stuart Mill spørger i “Tre Essays on Religion”, om det er muligt at tilbede en sådan gud uden en chokerende perversion af alle standarder for rigtigt og forkert. Er der nogen grusomhed, der ikke kan retfærdiggøres ved at imitere en sådan guddom? I lyset af islams historie indtil nu er svaret på spørgsmålet: “Der er ingen”. Der er ingen moralske barrierer for muslimer, når deres gud er selve det mest afskyelige eksempel på ondskab.

Især da deres profet Muhammad, rollemodellen for alle muslimer, ifølge alle islamiske kilder 43 gange personligt beordrede medlemmer af sin bande til at myrde uskyldige mennesker, han ikke kunne lide. Tretten af ofrene var digtere, der havde vovet at skrive digte om ham, folk vi ville kalde helt uskyldige. Muhammad, rollemodellen og det strålende eksempel for alle muslimske terrorister i dag, havde ingen moralske barrierer. Muhammad, snigmorder ved stedfortræder, er det skinnende eksempel for alle muslimske dræbere, der myrder i islams navn [Wikislam: Snigmorderen Muhammed https://tinyurl.com/ya7eqame ]. Hver eneste IS-mand, hvert eneste Qaida-medlem, hver eneste ensom dræber af de vantro følger simpelthen Muhammads eksempel og dræber alle, der spotter islam, om det så er forskellige sekter af islam, frafaldne eller vantro, vesterlændinge, der fornærmer alle gode muslimer ved selve deres eksistens og måde at leve på. Og naturligvis jøderne. For lad os ikke glemme Muhammads egen kommando: “Dræb hver eneste jøde, der falder i din magt.” (Muhammeds liv ved Ibn Ishāq, Muhammeds biografi). Og han gjorde sit bedste selv; deltog i egen høje person i masselikvideringer af jøder. Hans had var stort.

Virulent antisemitisme er central for al islamisk doktrin. Islam er gennemtrængt med had til jøder og til os alle. Islam definerer ganske enkelt sig selv ved sit had til jøder og alle os vantro.

Og muslimer over hele kloden accepterer og lovpriser morderen, deres rollemodel. Hvordan kan de være andet end moralsk medskyldige i enhver djævelsk handling, begået i deres egen religion, Islams, og deres afskyelige profets navn?

Det er godt at vide, at islams tolerance i virkeligheden betyder intolerance, og at intolerance er islams kendetegn. Muslimer, som viser tegn på tolerance, trodser islam.

Kommentarer til Hadither og andet I hvert islamisk land findes den korrekte fremgangsmåde for at løse alle typer af problemer i de hadither, der hver dag offentliggøres i aviser, radioprogrammer, fjernsynsprogrammer, der rådgiver folk i alle slags hverdagsproblemer. Hvad de får, er imidlertid bronzealdersvar på nutidige spørgsmål, som repræsenterer kvintessensen og problemet med islamiske tankeprocesser i Sharialand [Nonie Darwish https://tinyurl.com/yb8auw39 ] dvs. overalt hvor der er muslimer og en moské

Muslimer ejer ikke et etisk terrænkort, der giver dem mulighed for at navigere i moralske spørgsmål. De har ikke et sprog til at tænke i moralske begreber. Ingen handling, tankegang eller holdning er god eller dårlig i sig selv. Det eneste der betyder noget er, at handlingen er i overensstemmelse med og tjener islam, Umma, den muslimske stamme. Til det formål har en muslim brug for den gejstlige klasse for at informere om rigtigheden af en handling eller en tanke.

Kendskabet til; for det første, at direktiver om hver eneste minimal detalje i en muslims liv er skrevet i sharia-loven og andre tekster; for det andet, at de er umulige at følge; og for det tredje, at han alligevel ikke kender dem, skaber i det muslimske sind en uhelbredelig, usund spænding. Derfor blev begrebet al-fikr kufr (selve det at tænke gør dig til en vantro) skabt for 1000 år siden som en alvorlig advarsel mod uafhængig tænkning: En god muslim tænker ikke, men adlyder blot islams lære. Som vi ved fra Sayyid Qutb, hovedteoretiker for det muslimske broderskab, holder dette princip stadig stik i dag. Citat Qutb: “Koranen må ikke engang tænkes over”.

Islam har hævet manglende evne til abstrakt tænkning, dvs. lav intelligens, til toppen af en piedestal af ønskværdige egenskaber. Det må være den eneste civilisation i verden, som faktisk forsætligt forsøger at dyrke dumhed blandt sine medlemmer.

I “The Closing of the Muslim Mind. How Intellectual suicide Created he Modern Islamist Crisis”,[ https://tinyurl.com/y7ab5cwq ] beskriver Robert R Reily hvordan manglende evne til abstrakt tænkning og en deformeret teologi fører direkte til dagens islamiske krise.

Der er ingen naturlove, der er ingen årsag og virkning, der findes kun Allahs vilje. Når en kedel vand er placeret på ilden og vandet koger, er kogningen ikke forårsaget af varmen fra ilden. Det er simpelthen resultatet af Allahs vilje. Han har besluttet at vandet skal koge og en ild på samme tid skal blive varm under kasserollen. Der er ingen årsagssammenhæng mellem de to begivenheder.

Arabere formår ikke at se handlinger og begivenheder i en kæde af årsager og virkninger. De har mistet rationaliteten og er blevet skilt fra virkeligheden. Orkanen Katherine var ikke et resultat af vejrforholdene; det var Allahs vilje, der direkte skabte vinden, og det var i den arabiske verden taget som Allahs straf for den Store Satan USA og Israel. Ingen anden årsag er mulig. Allah har placeret olie under Saudi-Arabien, fordi han foretrækker Wahabi-islam, der praktiseres i Saudi-Arabien. Der er ingen anden årsag til olien der. Deres teologi tillader simpelthen ikke eksistensen af sekundære årsager, for eksempel klimatiske og palæontologiske årsager. Kun den første årsag, dvs. den teologiske, er tilladt. Alt dette skyldes, at en deformeret islamisk teologi voksede frem for omkring 1000 år siden.

Arabiske tankeprocesser fungerer ikke på en måde, som vestlige politikere kan forstå. Dette giver anledning til kroniske misforståelser og normalt det stik modsatte resultat af det ønskede ved alle former for interventioner fra krig til humanitær hjælp. En verden bygget på vilje og uden fornuft og rationalitet er Nietzsches (vilje til magt), der uundgåeligt fører til overmenneskeholdninger og totalitære strukturer som nazisme og kommunisme og selvfølgelig islam. De er alle afhængige af den metafysiske “vilje” og er antitetiske for demokrati, der afhænger af fornuft. Uden fornuft har en muslim kun vold tilbage for at udtrykke sin fromhed. Det er grunden til, at en jesuitpræst siger: “Islam har været voldsom i hele sin historie på grund af lydighed mod Allah” [https://tinyurl.com/zjnumzr ]; og årsagen til at den berømte astrofysiker og jesuit, pater Manuel Carreira, har sagt med al ret: “Islam er den værste plage, menneskeheden nogensinde har set [https://tinyurl.com/j4kr84b ]”

Islams Garrottering af den arabiske hjerne De kendte tænkere og forskere i den arabiske verden fra perioden før år 1000 var hedninge, kristne, buddhister eller ateister, men bestemt ikke muslimer som påpeget af Pressburg. De kom fra Persien og Afghanistan. Arabere var sjældne fugle.

Citat Ibn Warraq “De var i deres tænkemåde vesterlændinge i øst, som var motiverede af den typisk vestlige, intellektuelle nysgerrighed. De søgte viden for dens egen skyld, og de delte den vestlig forestilling om, at den naturlige verden er et rationelt og velordnet univers, og mennesket er et rationelt væsen, der er i stand til at forstå uden åbenbaringer eller åndelige gruppers hjælp og at kunne beskrive lovene der styrer dette univers. De havde de typiske vestlige træk som rationalisme, universalisme og selvinspektion i direkte kontrast til islam, der voksede i deres omgivelser.”

Med sin intolerance og uvidenhed og alle former for tabuer, der allerede var totalitære, var islam allerede antitesen af al rationel tænkning.

Islams vækst blev dødsdommen over alt arabisk intellektuelt liv.

Tværtom, i stedet for en islamisk positiv virkning på den menneskelige tankes udvidelse, gik al menneskelig og intellektuel storhed i den arabiske verden under med islam og efterlod kun små, fattige, fordærvede tanker, en forkrøblet teologi og en dysfunktionel kultur, som i dag forårsager en total implosion af den arabiske verden. Og som i dag er spredt som en smitsom sygdom til resten af verden.

Det blev en kultur, hvis indbyggere aldrig ville have tilstrækkelig ilt for at deres fornuft frit kunne trække vejret. De havde ingen frihed, indespærret i et minimalt, muslimsk intellektuelt aflukke. Et effektiv orwelliansk “1984” for tusind år siden hos mennesker, der lærte at underkaste sig og elske dette elendige, fattigst tænkelige intellektuelle miljø og se meningen med livet som underkastelse.

I “The Closing of the Muslim Mind. How Intellectual suicide Created the Modern Islamist Crisis”,[ https://tinyurl.com/y7ab5cwq] beskriver Robert R Reilly, forfatteren, i detaljer denne skræmmende garrottering af det menneskelige sind.

Muslimen, teologen, antifilosoffen og mystikeren (og alle muslimers åndelige helt), al-Ghazali (1058-1109) så det som sit livs opgave at uddrive al fornuft fra den muslimske hjerne. Og han lykkedes. Ikke gennem rationel tænkning kunne virkeligheden forklares, sagde han. Åbenbaring er den eneste autoritet.

Og så overgav de fornuften. Irrationalitet vandt over fornuft, filosofi blev forbudt som kætteri, og alle filosoffers arbejder blev brændt; tænkning blev forbudt, muslimerne begik intellektuelt selvmord efterfulgt af 1000 års intellektuel forstening og fraværet af al udvikling og tænkning. Deres idealsamfund forordner flerkoneri og dermed et kvindeunderskud som kun kan dækkes med krig og kvinderov. Altså et samfund som altid er i krig med sine naboer.

De få muslimer, som i dag risikerer selvstændig tænkning, kan i alle muslimske lande hurtigt ende på fatwa-listerne og dermed være frit bytte for muslimske hævnere i islams navn. Og ingen vil røre en finger for dem.

Det seneste eksempel er den Palæstinensiske Myndigheds forfølgelse og hævn, herunder tortur, af en ung tænker for at have ikke-islamiske tanker i dette såkaldte sekulære land, hvor det sekulære imidlertid officielt er baseret på islam??? Ha, en sekulær stat baseret på islam? Ha, ha. Kun i den islamiske verden kan du blive kriminel ved, på god gammeldags, aristotelisk manér, at analysere grundlæggende filosofiske begreber. Det kaldes tænkning og er ikke tilladt i islam.

Forfatter til bogen” Blasphémateur! Les Prisons D'Allah (Grasset, 2015), Waleed Al Husseini har forårsaget overskrifter i fransktalende kredse (Engelsk titel: Blasphemer! The jails of Allah). [https://tinyurl.com/y8q5zn5z ] Han flygtede til Frankrig fra Palæstina og undgik derved 11 års fængsel, som blev straffen for at analysere begreber i dette ”sekulære, islamiske ” land. Dansk oversættelse: ”Allahs fængsel”. Forlag Pressto. Også denne unge Araber besidder den typiske vestlige nysgerrighed, han søgte viden for dens egen skyld.

Cui bono? Vinderne var herskerne, kalifferne, som var repræsentanter for Gud og derfor ufejlbarlige, med friheden til at beskatte og misbruge folket såvel som ustraffet begå kriminalitet. Desuden var den gejstlige klasse en vinder, da muslimerne ikke er i stand til selvstændigt at løse moralske problemer, tvinges de til de at lade en Imam løse dem for dem.

Kommentarer: Det ulykkelige Spanien Turistbrochurer, der nævner bygninger i Spanien fra denne periode (700- 850), der er bygget som moskeer, tager fejl. De kristne arabere byggede i Nordafrika mange bygninger til brug for tilbedelse, den såkaldte “masjid”, som selvfølgelig fortolkes som værende “islamisk”. Men fordi de ikke blev bygget mod Mekka, kan de ikke kaldes islamiske moskeer. De er pladser for tilbedelse for de Ibadit-arabiske kristne. De var i Spanien “kirkerne” hvor sejrherrerne gik for at bede. Der var ingen islamisk arkitektur. Stilen i de mauriske bygninger var typisk byzantinsk til tider med persiske elementer, f.eks. Alhambra. Det kan bemærkes, at i år 900 var der 40 verificerede biskopsæder fra Libyen til Gibraltar. En påstand om islamisk jihad i området er lattervækkende.

”Musa Ibn Nusayr, som levede under herskeren Abd al-Malik, bygmester af klippekirken (Dome of the Rock) (senere Klippemoskeen) i Jerusalem, og som var Umayyad-guvernør i Tripolitania, repræsenterer en af de få kontrollerbare figurer i scenariet om erobringen af Spanien. Han prægede mønter med kristne påskrifter på latin. Med en almindelig hær til sin rådighed, besejrede han hele den iberiske halvø, undtagen den nordligste region.”

”Hvad som startede som en begrænset militærkampagne udviklet sig til en fuldstændig erobring. Ved Musas side var en biskop med navnet Oppa og Urban, en nordafrikansk kristen, som var en af Musas hærledere. Musas fuldstændige navn var Musa Ibn Nusayr al Lahmi. Det betyder, at han var en lahmit og derfor medlem af den stamme-religiøse gruppe af Al Hira i Mesopotamien. Under det kollektive navneord “Ibaditter” tilhørte folk fra Al Hira de anti-trinitære og øst-syriske grene af kristendommen.”

Han omtales af muslimske historikere 300 år senere som muslim. Men han præger mønter med blot kristne påskrifter på latin, så her har vi igen det umulige scenario med en muslimsk hersker, der skriger til verden, at han rent faktisk er kristen. Denne forestilling skulle ikke engang bestå en eksamen i første klasse i grundskolen i sandsynlighed. Men blandt islams lejesvende på de vestlige universiteter på fakulteter og blandt professorer, der ofte betales af donationer fra Mellemøsten, penge fra donorer, der forventer at få værdi for deres penge, består den på en eller anden måde med kryds og slange.

Virkningen på Spaniens kulturliv af de primitive arabere – der blev muslimer – var ødelæggende. Spanien blev bragt flere hundrede år tilbage i sin udvikling. “Erobringen afbrød udviklingen af en spirende civilisation, den kulturelle og etniske sammensmeltning af de kristne Hispano-Romere og Visigoterne, og derfor den fulde dannelse af en ny kristen Hispano-Visigoth-civilisation, der var på vej”. Fernández-Morera har i “The Myth of the Andalusian Paradise”; “Muslims, Christians, and Jews under Islamic Rule in Medieval Spain”, [https://tinyurl.com/y7pfmmtf ] beskrevet, hvad en kritisk, historisk undersøgelse viser af Spaniens skæbne efter erobringen og de århundreder, der fulgte.

Lad os ikke glemme, at “Spanien var under romersk kontrol og indflydelse længere end noget andet vestligt land uden for Italien og producerede flere latinske forfattere og kejsere end nogen anden romersk provins; eller at Visigoterne var de mest latiniserede af alle de folkeslag, der overtog det latinske romerske imperium, og at de spillede en vigtig rolle i den vestlige civilisations udvikling; eller at Visigoth-lederne talte latin og havde tilbragt generationer i militær og politisk tjeneste for Rom; Lad os ikke glemme betydningen af Visigoth-arkitekturen i Spanien, dens storslåede metallurgi, dens store by Recópolis, den innovative og transformerende natur af Visigoth-kulturen”.

Og sidst, “The Visigothic Code of Law var for sin tid et imponerende dokument, der kombinerede Visigotisk praksis med romersk lov og kristne principper. Det viser et overgribende ønske om at begrænse magten for regenten mange århundreder før Magna Carta”.

Men med araberne / muslimerne fik de i stedet et totalitært, selv for de dage, brutalt regime, hvor herskerens magt var absolut.

Historikeren Emmet Scott [ https://tinyurl.com/mcnxjfv ] beskriver detaljeret manglen på arkæologiske beviser for de gentagne myter om en “Golden Islamic Age of Andalusia”. Den eksisterede simpelthen ikke.

Kommentarer til Muhammeds straf og andet Det er passende, at Dante placerer Muhammad i den ottende cirkel af helvede, hvor tvedragtstifterne, bedragerne opholder sig. Det er i den niende grav, for tvedragtstifterne, dem der skaber konflikter, skændsel og splittelse, det er der han bor. Og hvor han af en dæmons sværd i evighed, gang på gang, spaltes fra “hagen indtil sit skræv”. ”Ned mellem benene hans indvold hængte”. ”Og skidentarmen, der maden gørs til møg, helt ud sig trængte”. (Dante; Helvede, canto 28. Oversat Chr. K. F. Molbech).

Og i ord lånt fra den store Bard (Shakespeare): Og der er hans ofre, som spøgelser, sjæle med mørk og bitter stønnen, alle skriger efter hævn. For ved hjælp af morderiske knive, der blev hvæsset på hans stenhårde hjerte, blev de skubbet gennem dødens rådnende mund ind i den evige nattens blinde grotte. Der begræder de, en million milde sjæle, sin skæbne og forbander Muhammed, tyrannen, den blodige morder, der bestjal dem på velstand og liv, som nu stadig, drukken af uskyldiges blod, i død og ensomhed, ødelæggelse og forfald, med mord i sit øje dvæler til evig vånde for os alle.

Og retfærdig smerte er det. Retfærdig hævn for de millioner af ofre.

Når Dante placerede Muhammad i hulen, der var forbeholdt personer, der såede skandale og tvedragt, må han ikke have set ham som grundlægger af en ny religion, men som et instrument for opdelingen, der ville forgrene sig fra kristendommen og blive islam. Og straffen, at blive kløvet gentagne gange, svarede til den synd, han havde begået på jorden; det contrapasso, der i Dantes verden betød en til forbrydelsen svarende straf, men som 300 år senere blev en dans. Straffen virker stadig op til dagen passende. For islam sår stadig sin hæslige ufred. Hvor som helst islam går frem i denne verden, bringer den garanteret intolerance, konflikt og social opdeling, og hvis den får magten, forfølgelse og monstrøs grusomhed begået af voldelige sadistiske vilde. Og folk bliver altid mindre fri, især kvinder. Lige så længe som islam ikke har fået sin bug revet op og det stinkende indhold spredt ud på jorden til ravne og krager, lige så længe, er det en hellig pligt at ønske den fiktive profet en fortsat god torturoplevelse. Dæmonen med sværdet bliver aldrig træt. Det ser ud til, at Muhammeds Gud var Djævelen og han selv var Djævelens hjælper, og islam er et skident, sort-hvidt spejlbillede af os.

Denne arabiske rollemodel og helten deltog i henhold til hadither (Ibn Muslim og Sahih Bukhari) i stening af kvinder. Lad os forestille os scenen: Han tog en kvinde, bandt et reb rundt om hende, satte hende halvt i et hul i jorden, så kun overkroppen stak op af jorden, til midten af brystet. Derefter kastede han sten af den rigtige størrelse på hende, han sigtede mod ansigtet, han ønskede at knuse ansigt, øjne, næse, læber, kindben og tænder og på den måde efter en halv til en time forårsage en langsom, ubarmhjertig død, alt imens han fortæller hende om den stundende salighed når hun vil se Guds ansigt, fordi hun har brugt sin ret til at blive stenet. Bødlens velsignelse. Godhedens negation.

Det siges, at den hypotetiske profet var den første feminist, fordi han gav kvinder visse rettigheder: retten til at have mindre værdi og svagt intellekt (Surah 2: 282); Retten til at blive voldtaget af sin mand (Sura 2:23); Retten til at blive slået af sin mand (Sura 4:34). Disse rettigheder vil sikre kvindens adgang til paradiset. Ifølge den muslimske brødres hovedteoretiker, Outb, vil den muslimske mandens fysiske straf af sin kone øge kærligheden mellem dem. Alt med kærlig hilsen fra den store mand selv i himlen, som synes at have misforstået et eller andet om livet, universet og alting.

Ærligt talt? Slå hende, bræk hendes kæbe, helt lovligt, med din mandige, muslimske knytnæve. Og find kærlighed og spænding i hendes kolde, skælvende kød og skræmte øjne. Og i luften .......? Stanken af kloak er islams elendige stank.

Og muslimer tilbeder denne patologiske figur, der repræsenterer antitese og fuldt stop af al menneskelig intellektuel og kulturel aktivitet i form af en ideologi, hvis hovedmål er at udrydde ethvert tegn på tænkning i den menneskelige hjerne, hvilket er det eneste der adskiller os fra dyrene.

Suraherne ovenfor er ikke kun sætninger i en religiøs tekst, en Koran. Sådanne sætninger kunne fortolkes forskelligt. De er fra koranen og er således juridiske stykker i lovteksten for den juridisk-politisk-militære doktrin om islam kendt som sharia, som alle muslimer skal adlyde. Disse perverterede rettigheder til kvinder er islamisk lov, sharia-lov og kan ikke fortolkes eller ændres. Ingen sekulær lov kan nogensinde være vigtigere end sharia-loven. Hvilket gør islam noget andet end religion eller helt anderledes end alle religioner og repræsenterer en fuldstændig perverteret version af begrebet religion. Ligesom Lenins bolsjevikker krævede total loyalitet og underkastelse for at undgå likvidering, kræver Muhammeds islam, hvis man skal undgå likvidering, total underkastelse, som ifølge muslimerne er ensbetydende med total frihed (fra at vælge). Nysprog så det batter!

Islam er baseret på helt forskellige synspunkter på menneskeheden, logik, viden og etik. Når man først forstår shariaprincipperne [ https://tinyurl.com/yaclzmk8 ], forstår man hvad der sker i islam og ved, hvad der vil ske. Man forstår også, hvorfor islam aldrig har kunnet og aldrig vil være i stand til at eksistere sammen med enhver anden civilisation. I stedet spredes islamisk intolerance i form af sharia.

For eksempel: kønsseparerede svømmebassiner, halalmad, kriminalisering af kritik af islam, muslimske tørklæder til kvinder og piger mv. Disse eksempler og alle andre ændringer, der er gjort for at give efter for islam, er typiske shariakrav som led i islamiseringen, som dermed skrider frem helt i overensstemmelse med den islamiske doktrin om immigration [The Modern Day Trojan Horse: https://tinyurl.com/ya4fcfyu ]

Islam ændrer udseende efter forgodtbefindende: Det ene øjeblik er det et politisk regeringssystem, det næste et militært strategisystem, og igen pludselig et juridisk retssystem og senere om nødvendigt, når islam skal minde Vesten om menneskerettighedserklæringen, bliver det pludseligt en religion. Hurtige ændringer som forårsager stor forvirring blandt vestlige politikere. Og med al ret, for menigheden og staten er en og samme krop i Islam, Ummaen og staten er det samme som menigheden. Statens love er alle religiøse og kan ikke ændres eftersom de er gudgivne til menneskene i form af Koran, hadither og Muhammeds biografi.

Hvordan kunne frihed til at tro på hvad du vil, Vestens tolerance, betyde frihed til at importere uønskede elementer af kulturelt ubehagelige bestanddele som moskeer, minareter, ulighed, polygami, kvindelig omskæring, antisemitisme og alt muligt svineri fra den arabiske bronzealder, imod de indfødte beboeres vilje? Og især muslimers intolerance over for ikke-muslimer?

Alle moderne, trofaste muslimer i jeans med I-pad bærer et latent virus, der til enhver tid kan aktiveres. Og det virus hedder jihad, som tager sin eksplosive kraft fra islams lære og den tidlige historie de første 200 år. Således beskriver den tysk-arabiske filosof og intellektuelle Hamed Abdel-Samad i bogen “islamisk fascisme” [http://tinyurl.com/y8aj4xm8 ] den sygdom, der inficerer flere og flere muslimer. Den er baseret på den officielle falske historie om Islams oprindelse.

Det er ikke teologi der styrer dem. Kendskab til islamisk litteratur er ikke nødvendig. At følge ritualerne er næppe nødvendigt, måske bortset fra faste, som ofte er rene natlige ædegilder. Jihad, som er krig mod vantro, er nok, som motiv, og giver lovligt bytte af guld og kvinder. Et samfund som forordner fire kvinder for hver mand, må have et så stort kvindeunderskud, at det bare kan dækkes ind vid hjælp af uendelig krig og kvindefangst.

Den muslimske verden er i dybt forfald, i bunden af alle internationale sammenligninger vedrørende alt. Det eneste der er tilbage at skryde af er religion. Det giver trøst at vide, at min religion er bedre end din. En vendettakultur som den arabiske stammekultur, der lever i den lukkede, ubrydelige cirkel af ære og skam, må have en kilde til stolthed for at overleve. Islam er kommet tilbage.

Det er et mysterium, at vestlige islamkritikere ikke retter angrebene direkte mod islams fundament ved konstant at minde om islams store bedrag. Hvor islam er som svagest, skal ordsprog, sarkasmer, ironi, forvirring, spot og forhånelser udnyttes fuldt ud, ligesom de var imod kristendommens magtposition her i Europa. Og bombardementerne bør fortsætte, indtil islam er så destabiliseret, at liberale muslimer, der søger argumenter selv, kan fortsætte nedbrydningen rettet mod omdannelsen af islam. Vi skylder faktisk det til de tidligere muslimer, der er kommet her, flygtet fra islam- og sharia-loven, og som nu i stedet ser at sharia komme til dem.

Spørgsmålet er, hvordan vil vesten beskytte sine borgere, herunder muslimer, fra de muslimske tekster, der beordrer dem til at dræbe vantro og frafaldne?

De findes overalt i Koranen, Hadiths og Sharia og præsenteres hver fredag i moskeer over hele landet af imamer, disse mest groteske mærkeligheder, som evolutionen nogensinde har produceret, natkjole-klædte agenter, “islamiske 007'er med ret til at lyve “. De er Guds repræsentanter på jorden, og hvert ord fra en imams mund regnes derfor som en kommando direkte fra deres Gud. De muslimske bønner til deres gud, som altid en eller anden måde skjuler en forbandelse og en trussel mod os, ikke-muslimer, og som gentages dagligt. Hvordan kan denne opvigling stoppes?[ https://tinyurl.com/6pl3e9q ]

Den syriske digter Adonis opsummerer islams status i bogen “Violence and Islam”. [http://tinyurl.com/yc2gulou ]

'Det er et elendigt slutresultat. Elendigheden begyndte med Muhammed. “Hvis du tænker på, hvad der eksisterede før islam, repræsenterede islam en tilbagegang for den arabiske kultur. Det handlede ikke kun om kvinders rettigheder, kunst og kultur, men også om variationen, som den arabiske kultur var rig på.”

“Det er nødvendigt at skrive en ny historie for at skabe nye relationer mellem ordene og genstandene, menneske og verden, mennesker og fremskridt... ”.

“For at bryde islams undertrykkelse og vold.”

Koranen begyndte som en kristen bog

Der er absolut ikke det mindste bevis for eksistensen af den muslimske profet Muhammed. Der fandtes ikke noget Mekka, der var ikke nogen islamisk erobring, der fejede over hele verden i det syvende århundrede. Uden eksistensen af en virkelig Muhammed falder sharialoven sammen, fordi det hele består af henvisninger til Muhammeds liv og helt afhænger af hans eksistens i den virkelige verden. Dette er, hvad videnskaben har at sige om islams mytiske fortid: Koranen begyndte sit liv som en kristen aramæisk tekst, der var i brug ved gudstjenesten. Den blev oversat til arabisk og senere blev mange flere tekster fra forskellige forfattere tilføjet. De blev samlet til den Koran, vi kender i niende århundrede. Ændringer i den arabiske kirke som begyndte i det syvende århundrede eller tidligere, måske allerede i det fjerde, udviklede sig til religionen islam sent i det niende århundrede. De beretninger om erobringer gjorte af denne skadelige og ondartede ideologi var ganske enkelt et bedrageri begået mod muslimer og Vesten.

Andre anmeldelser: Morten Rydal i Tidehverv, 2010: http://tinyurl.com/y7moj6fz Korankaffe, 2018: https://www.korankaffe.dk/single-post/Muhammed-var-Jesus

Hej, jeg er i paradis. Dette er et paradis for intellektet, hvor man efter en times læsning ved mere om islam end en trofast moskégæst efter et helt liv. Jeg læser en bog, en ikke-teologisk-baseret islamstudie, hvis evidensbaserede, sekulære og rationelle argumenter pulveriserer alle Islams fundamentale doktriner. Hele basen for Sharia og islamisk statsstyre forsvinder, når alle bogens historiske, arkæologiske, numismatiske, tekstuelle og filologiske argumenter uddeler fatale sår mod islams fundamenter: profeten, Koranen og Sharia.

Det er første gang i historien, at Islam underkastes en regelret omfattende, videnskabelig undersøgelse, og resultatet er for islam et mareridt. Den efterlader islam som en Samson uden hår: Bare troen, den private komponent findes tilbage, men alle de undertrykkende, voldelige, psykopatologiske elementer falder fra hinanden. “Farvel, Muhammad, kom ikke tilbage!

Men først skal budskabet komme ud og forskerne undgå at blive myrdet af muslimer, og her vinder Islam en midlertidig sejr på point for de altid tilstedeværende trusler fra helt legitime og naturlige muslimske hævnere og mordere i profetens barmhjertige navn. Forskerne er anonyme. Også her i landet har islam vundet en provisorisk sejr på points, eftersom hverken orientalisterne på universiteterne eller pressen har risikeret at omtale forskningen. De små bange menneskers ord kryber som flueskidt over lofter og vægge i meningsløse parader af unyttighed, undskyldninger, hvor i stedet en elementær intellektuel diskurs skulle sættes ind, objektiv og respektløs. Vi har her en ideologi, hvis intellektuelle indhold er pauvert, minimalt, indeholdende intet andet end små forkrøblede tanker om vold, sex, al hadets urmoder, men hvis moral er hugget i sten, urokkelig, og derfor aldrig giver efter. Islam er i alla doktriner programmeret til at søge dominans, båret oppe af muslimerne, som i islam kun eksisterer som en del af kollektivet, ikke som individer, præcis som det middelalderlige menneske. Et tolerant, venligt Danmark har ikke en chance mod et intolerant, målbevidst islam. Islam er farlig. Her behøves kritisk diskussion hvis vi skal overleve, også om halvtreds år i et frit Danmark.

Koranforskningen er først lige begyndt, den er stadig i sin vorden, siger de tyske forskere. Men kan bare glæde sig til mere af denne undergravende virksomhed, som helt legalt tjener til at sabotere en ondartet, primitiv kultur. I øjnene på muslimerne er Koranen Guds egne ord på perfekt arabisk. Men hvorfor er op til en tredjedel helt uforståelig? Hvorfor er der ord fra andre, ældre, ikke-arabiske sprog i bogen, når den ikke havde eksisteret før? Dette spørgsmål har tyske forskere, uden respekt for muslimsk teologi stillet – og besvaret med helt normal videnskabelig logik. Og den aktivitet er for en muslim altid en vederstyggelighed. For Islam hader videnskab, og ikke uden grund. Den består altid af kritisk undersøgelse, også af islam, hvilket hos en god muslim, der adlyder Koranen, vækker afsky og tvinger ham til automatisk at trække sit sværd og kigge efter et hoved at hugge af.

Ny forbløffende koran-forskning i dag, der insisterer på at bruge kun sikre og verificerbare historiske kilder – og dermed udelukker de islamiske, orale eventyr skrevet flere århundreder efter begivenhederne, som derfor aldrig kan danne en holdbar historisk konstruktion – viser et billede af islam, der er meget forskelligt fra islams eget. Den tyske forskergruppe beskriver sine resultater i faktamættet bogform. Forskeren Norbert G. Pressburg (pseudonym) giver her et overblik over den seneste koranforskning i bogen “Good Bye Muhammad. Das Neue Picture Des Islam” (Books on Demand GmbH, Norderstedt). Den engelske version hedder “What the Modern Martyr should know. Seventy-two Grapes and Not a Single Virgin” (Createspace, United States) “[ https://tinyurl.com/yb6wzjzv

Pressburg præsenterer over 250 sider i 10 komprimerede kapitler, hvad den seneste koranforskning har at sige om islams mytiske fortid. Pressburgs maksime for bogen er videnskabsfilosoffen Karl Poppers grundlæggende tese: “Det er ikke muligt at bevise hypotesens sandhed. Men det er muligt at bevise usandheden. Og sådan kan vi nærme os sandheden ...”

Koranen: Set med normale vestlige øjne tager denne bog sig selv yderst alvorligt og mangler enhver antydning af selvkritik. Den er uafvidende selvsatirisk og komisk, når den forsøger at overbevise os om, at den er et Den er uafvidende selvsatirisk og komisk, når den forsøger at overbevise os om, at den er et udtryk for et guddommeligt tankesystem. Den er usystematisk og ulogisk, med mange modsætninger og er et puerilt arbejde, der ansporer folk til at dræbe, voldtage og forslave, alt sammen smukt kombineret med råd om personlig hygiejne i bronzealderen. Kapitlerne er rodede, de er op-og-nedvendte, da de er nummererede efter længden! Det intellektuelle niveau er graffitistandarden for franske pissoir ved midnat med fornærmelser som aber, grise og dyr (i den forstand, at et dyr er en ting, du kan ride på, piske, sælge, slagte, straffe efter forgodtbefindende) rettet mod alle ikke-muslimer, som er undermennesker, urene, af samme værdi som afføring. I 250 vers finder vi incitamenter, der indeholder trusler om vold mod os ikke-muslimer, og i 25 vers befales muslimer at dræbe os andre tilfældigt. (Og dette er ifølge Noni Darwish: ”Cruel and Unsual Punishment”, kun en lille del af det samlede antal på 35.213 koranvers, hadither, sharia-love og forskellige muslimske skrifter, der beordrer og opfordrer til drab, vold, krig, udslettelse, korporlig straf, had, boykot, ydmygelse og undertrykkelse rettet Hovedsagelig mod ikke-muslimer)[https://tinyurl.com/yb8auw39].

Diagnosen på denne bogs stærkt fragmenterede og fjendtlige personlighed, som den på sekunder bevæger sig fra ekstremer af snøftende, grumset kærlighed til et kosmos af had og vrede, og retur, må være skizofreni. Men dette er den muslimske grundlov, den muslimske guds overordnede intellektuelle plan for universet og sammen med Muhammeds biografi og Sharia grundlaget for politisk islam, hvilket i øvrigt i Danmark, 77% af muslimerne mener bør have forrang over grundloven i Danmark [ https://tinyurl.com/yd4fjesa ]. De vil kort sagt have hele det samfundspolitiske system kaldet islam og afspejlet i den skizoide bog, Koranen, indført som forfatning i Danmark. Og vi taler om anden og tredje generation af muslimer, en stor og voksende femte kolonne, som er fjender til det land, de bor i, og ønsker at ændre det til en slags islamisk teokrati, et islamisk diktatur, et Mellemøsten i Europa. Denne mængde had og trusler må være en rekord i en hellig bog. Dette had læres tidligt i islams skoler. I den saudiske lærebog [https://tinyurl.com/fgays ] for fjerde klasse læser vi: “Sand tro betyder, at du hader de vantro og møder dem med hårdhed”. [ https://tinyurl.com/y8buf4r8 ] Tænk engang på dette: “had! Hårdhed! “Had så dybt, at det drukner et barns sjæl. Sådan metodiske anti-empati instruktioner i børns opdragelse, der favoriserer had over sympati, ville række langt for at forklare, at forskere finder muslimske børn i besiddelse af radikalt “mindre empati end ikke-muslimske” [https://tinyurl.com/y7ngz6gh ].

Sprog: Den sproglige behandling af Koranen er i høj grad baseret på Christoph Luxenbergs arbejde (pseudonym). Ifølge Luxenbergs hypotese var den oprindelige Koran i virkeligheden en oversættelse fra aramæisk, et semitisk sprog, som Jesus talte, og som i øvrigt var det mest udbredte skriftsprog i Orienten på et tidspunkt, hvor arabisk endnu ikke var et skriftligt sprog, og da lærde arabere brugte aramæisk som skriftsprog. Det var allerede kendt for 100 år siden, at aramæisk udgjorde 70% af de ikke-arabiske sprog, der findes i koranen blandt andre: etiopisk (5%); Hebraisk (10%); Græsk-romersk (10%); Persisk (5%), men ingen fulgte forskningen yderligere op. Både arabisk og aramæisk er semitiske sprog, hvor man kun skriver konsonanterne og gætter på vokalerne fra konteksten. Luxenbergs hypotese viste sig at være vellykket. Mange af de mest gådefulde og absurde vers blev forståelige. Den centrale del af Koranen udgår fra en kristen assyrisk tekst (aramæisk), der blev skrevet med arabiske bogstaver. Ordet Qur'an (koran) kommer fra det aramæiske ord Qeryan, der repræsenterer en liturgisk bog af udvalgte tekster fra Bibelen, et lektionarium, til brug under gudstjenesten. Denne tekst blev på et meget senere tidspunkt, da kendskabet til aramæisk var gået tabt, forsynet med arabiske vokaler og udvidet med nye tekster. Ordet Allah, som bruges om en gud, bruges stadig i aramæisk og betyder enhver gud. Det peger ikke på nogen bestemt islamisk gud. I de senere tekster blev der tilføjet en omfattende religiøs blanding af forskellig overtro. Kulten for månegudinden, der var etableret på den arabiske halvø, havde stor indflydelse i koranen. Derudover var der ørkendæmoner, djinner og tilbedelse af sten, som også fik plads i den endelige koran. Kaabaen i Mekka, for eksempel. Alle de tilføjede stykker blev til Koranen vi kender 200 år efter den hypotetiske afslutning af den hypotetiske profets liv. Og eksegeterne og grammatikerne, som gjorde arbejdet, skabte fra grunden det koranarabiske sprog i deres skoler i Kufa og Basra. Omkring samme tid blev de første skriftlige eksempler på sharia-loven udarbejdet. Koranens opdeling i en tidlig og sen del (mekka og medina) med en fredelig del og en voldelig del synes fornuftig, for de fleste kapitler fra den fredelige tidlige periode, den teologiske del, kommer fra en kristen tekst med en kristen besked: elsk din næste. Og den sidste del, instruktionerne om udførelsen, som ophæver alle humane opfordringer, som skulle findes i den første (kristne) del, kommer fra det mere brutale resumé: Dræb din næste, hvis han ikke er muslim. I den tidlige Koran (Mekka), der stammer fra en kristen tekst, er andelen af anti-jødisk tekst lav, 1%, mens andelen i den senere koran (Medina) med sine brutale, hadefulde budskaber er 17 %. [https://tinyurl.com/yaclzmk8]. I Hitlers Mein Kampf er procentdelen af anti-jødisk tekst 7%. Muslimer er klart langt farligere for jøder end nazisterne. I det hidtil gådefulde og fuldstændig uforståelige kapitel 96 (Surah 96), der anses for at være den ældste surah og derfor indledningen til hele koranen, møder vi (helt naturligt i en kristen liturgisk bog) i Christoph Luxenbergs ”The Syro- Aramaic Reading of the Koran” [ https://tinyurl.com/y8qnuxgw ], en gammel bekendt: en sensationel og i en koran absolut forbudt kaldelse til kristen gudstjeneste og den hellige nadver. Dette gør faktisk Koranen skyldig i blasfemi mod sig selv, hvilket i islam giver dødsstraf. Også andre tekster fra haditherne gør det, selv uden yderligere undersøgelse, yderst sandsynligt, at islam begyndte som en kættersk sekt i den arabiske kristendom. Det følgende er fra Abu Dawuds kanoniske samling, hvor fortælleren vidner om, at han hørte Muhammad bede en bøn, der begynder med de velkendte ord: ”Fader vor, du som er i himlene. Helliget vorde dit navn. Komme dit rige, ske din vilje, såsom i himlen også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød, forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere….!”

Spørgsmålet er nu: Hvilken Muhammed vi taler om?

Hadith er små historier om Muhammad. De dukkede hovedsageligt op mellem årene 780 og 880, eller omkring 150 til 250 år efter den hypotetiske profets hypotetiske død. De danner grundlaget for islamisk lov, sharia-loven, som dømmer ifølge hvad dommerne mener, at Mohammed og andre samtidige ville have sagt om en sag. Princippet svarer til at opbygge vores grundlov på basen af en stor samling graffiti fra herretoiletterne i 1700-tallet København, som ingen faktisk har set, men som er skrevet og sendt til os af en mand, der har hørt sin bedstefar fortælle ham, at han har hørte dem fra nogle alderspensionister, der har hørt dem fra sin mors onkel osv for fem generationer siden. De betragtes i islam som sikre og guddommelige kilder til sandhed om, hvad profeten sagde om alt: fra den obligatoriske bøn, der blev sagt ved et for eksempel underbukseskift eller et besøg på badeværelset, eller for at bestemme hvilken kvinde der skal stenes i dag.

Jesus – Muhammad. Konsonanterne MHMD er i Koranen, med arabiske vokaler, tolkede som navnet Muhammad, men var på aramæisk, med aramæiske vokaler, en titel “Den lovprisede.” Det blev brugt i det syvende århundrede som en titel for Jesus! Græsk Kraestos og Latin Christos (den salvede), Muhammad (den prisede): de var alle ét og det samme, nemlig Jesus. I arabisk kristendom var han en profet og ikke Guds søn. ”Muhamedanere” var i det syvende århundrede navnet på tilhængerne af Jesus den prisede (= Muhammed) og var således kristne. I den ældste del af Klippemoskeen i Jerusalem, der oprindeligt var en kirke “Dome of the Rock” fra år 694, kan man læse: “Muhammad er Guds tjener og budbringer”, men ”Muhammad” er ikke et navn på en person på trods at Muslimer ser det som sådan; det ville være en grammatisk umulighed. Det er en gerundiv form af et verbum, og betyder “den der skal lovprises, eller den lovprisede.” Sætningen bliver: “Den lovprisede er Guds tjener og budbringer.” Og hvem er det, der skal lovprises? Svaret følger lidt senere. Det er “Isa bin Maryam”, som betyder “Jesus, søn af Maria.” Muhammad Isa ibn Maryam” – “Prisede Jesus, søn af Maria.”

Kirken “Dome of the Rock” (senere Klippemoskeen), var bygget i den typiske byzantinske stil i området, og var da det religiøse centrum for den arabiske kristendom, i dag overleveret som den Syrisk-ortodokse kirke. Året var 694, og kirkens skaber var Al-Malik, den arabiske emir, der – ifølge alle primære kilder – var kristen, omend en kristendom vi knapt kan genkende. Men i en islamisk parallelvirkelighed bliver han og kirken på mystisk vis omdannet til henholdsvis islamisk kalif og moske i en islamisk historierevision. Men kan mand, der præger mønter stemplet med Jesusfigurer virkelig være en Muslimsk kalif? Det lyder som noget fra et eventyrland. Det kan tilføjes, at ordet Muhammad ikke eksisterede som arabisk navn i 600erne.

Islams historie Den hypotetiske profet døde i 632 e.Kr. Efter år 639 e.Kr. overvandt arabiske hære, der kom fra mekka, ifølge den officielle islamiske historiografi på et par år Syrien, Mesopotamien og Egypten – samtidig med at de introducerede islam og kalifstyre i det islamiske imperium. Problemet med denne erklæring er dens forvrængning af sandheden. For der findes ikke noget videnskabeligt bevis for en islamisk, invasion, erobring og regering af disse områder på det tidspunkt. En arabisk invasion? ja, men der eksisterede simpelthen ikke nogen islam. Desuden eksisterede mekka ikke som andet end den golde dal, som ganske vist havde en brønd og tilholdssted og selvfølgelig en af de allestedsnærværende byzantinske kirker, der blev fundet overalt, ligesom i Grækenland i dag. Omridset af dens fundament kan stadig kan ses under Kabaan i dag. At det skulle have haft nogen betydning som handelscenter og dermed Islams vækst er fuldstændigt afvist af Patricia Crone i ”Meccan Trade and the Rise of Islam”. (https://tinyurl.com/yap29tjt )

Den muslimske historie synes at eksistere i en parallel virkelighed, for i den dimension, hvor resten af os er, var 600'erne den arabiske kirkes storhedstid. De byggede kirker og katedraler overalt, såsom “Dome of the Rock” på tempelbjerget i Jerusalem fra 694 e.Kr. og den imponerende basilikum St. John of Damascus fra år 710. Det arabiske kristne imperium udvides til øst og i Afrika mod vest for en stor del, fordi det byzantinske imperium i begyndelsen af 600'erne trak tropperne tilbage fra meget af området og efterlod et magtvakuum for de arabiske emirer at fylde. Dette er beskrevet meget nøje i bogen ”Crossroads to Islam” af arkæolog Yehuda D. Nevo og forsker Judith Koren (http://tinyurl.com/y7zxuznr).

Så, i 600'erne begyndte den store arabiske æra, hvor begyndelsen også var en god tid for den Arabiske Kirke. Den Arabiske Kirke (som også den Etiopiske) afveg fra den Byzantinske Kirke ved at betragte Jesus som profet og ikke Guds søn og blev derfor set som kættersk. Allerede ved kirkemødet i Nicaea år 325 begyndte den Arabiske og Etiopiske kirke den afdrift, der langt senere førte til dannelsen af islam i den Arabiske kirke. Araberne var da monofysitiske kristne, som ikke troede på, at Jesus havde to naturer, en guddommelig og en menneskelig natur. I stedet troede de at han kun repræsenterede én natur, Guds levende ord. De betragtede sig som Ismaels sønner, ismaelitter, og ophavsmanden til den gamle israelske tradition. De tilbad den ene Gud og modsatte sig ideen om den hellige treenighed. De betragtede Jesus som Guds budbringer og tjener, men ikke Guds søn. De betragtede sig som “overensstemmende” (islam) med skrifterne, som var det gamle og nye testamente. Religionen Islam eksisterede ikke da. I dag eksisterer denne arabiske kirke stadig under navnet den ”syriske ortodokse kirke”; Sproget er stadig det samme syrisk-aramaiske, som blev talt af Jesus.

Allerede i 600'erne, eller måske 200-300 år tidligere, begyndte de langsomme ændringer i den arabiske kirke, som 200-250 år senere i en fuld metamorfose skulle blive til religionen islam og dermed arabernes hovedreligion. Med sharia-loven til at lovgive om alle små detaljer i en persons liv, uanset hvor lille den var, udvikledes islam efter årtusindet til det totalitære, politiske / ideologiske/juridiske system, som vi kender som islam i dag.

Erobringerne Den arabiske æra varede indtil mongolerne endte det i det trettende århundrede.

De arabiske kristne emirers kampe mod hinanden om dominans og magt i 600'erne var ikke mindre blodige og voldelige end nogen anden krigsførelse da. Men de var ikke islamiske. De skriftlige samtidige kilder beskriver overalt volden fra “Saracenere, Ismaelitter og Hagariter”, som var synonymer for arabere. Dette er tolket af senere kommentatorer indtil i dag som muslimer, men der er ingen kilder, der nævner islam og muslimer. De eneste kilder der findes er islamiske. De blev skrevet i hundredvis af år efter begivenhederne og har nøjagtig samme beviser som eventyr.

”Mellem AD 639 og 641 siges landene Mesopotamien, Persien og Ægypten at være blevet erobret samtidig – og det inkluderede nødvendigvis også erobringen af flere forter, for hvilke man behøvede belejringsmaskineri og megen tid. Man behøver ikke en eksamen fra et militærakademi for at finde ud af, at hele denne samling af erobringer fra en matematisk synsvinkel er vrøvl. Af den grund tager den islamiske tradition helt officielt tilflugt i mirakler og forsøger endda at etablere deres brug som et legitimt redskab til historisk dokumentation.

Erobringen af Nordafrika og Spanien skete ikke under islams banner. Erobrerne var monofysiske kristne arabere.

Den arabiske invasion af Frankrig, som blev stoppet af Charles Martel år 732 i Slaget om Tours, er en historisk kendsgerning, invasionstropperne var imidlertid ikke muslimer. De var kristne arabere. Men af en slags kristendom så langt fra den almindelige katolske, at den var kætteri, hvis ikke næsten en anden religion. De var Muhamedanere, dvs. tilhængere af MHMD = (Jesus) den prisede (Muhammed på Aramæisk).

Den usynlige Stor-Jihad Der er intet bevis for invasionen og besættelsen af Syrien, Persien og Egypten af muslimer i disse perioder. Arabere, ja, men ikke muslimer. Ikke en eneste person fra et af de to højt civiliserede imperier, det byzantinske imperium og det persiske imperium, med enorme forvaltninger, arkiver, kontorister og befolkninger, der skrev oceaner af noter, fik den ide at skrive et par ord om den nye religion, der rasede i deres lande? Ikke nogen i det byzantinske imperium bemærkede, at halvdelen af imperiet var gået tabt til en ny profet?

Islamisk stor-jihad? Og ingen bemærkede det? Helt usynlig? Det er mærkeligt? Det var ikke så mærkeligt.

Det imperium, som islam tager æren for, blev skabt længe før islam kom ind i verden. Og kun på grund af denne kendsgerning var Islams senere spredning muligt. Islam i 800'erne blev spredt med politik, ikke med våben. “Den egyptiske kristne munk al-Hakan havde i 870 e.Kr. netop hørt om en vis Muhammed, som var” høvding for en tyvebande i Arabien.” Intet islam eller profet i Egypten i år 870 e.Kr. 230 år efter islams fantasierobring af Egypten.

“I 839 var islam stadig helt ukendt i Spanien, ifølge protokollen fra biskopsynoden i Toledo samme år. De diskuterede de kristne sekter. “Og det var 140 år efter den (kristne) erobring af Spanien, som på trods af dagens stædige, muslimske rygter om det modsatte ikke havde noget at gøre med islam.

“De første tekster om, hvad der skulle blive Koranen 50 år senere, cirkulerede i Bagdad ved den intellektuelle al-Mamuns hof i 825,” det er 200 år efter at den muslimske fantasihær gik ud fra Mekka og besejrede verden. Islam eksisterede endnu ikke. Men sekten Hanbalisme eksisterede, og omkring 50-70 år senere blev den det, vi kender som islam omkring 900 e.Kr.

Grunden til, at ingen kendte til islam, var ganske enkelt, at islam ikke eksisterede før det niende århundrede.

Hele islams historie i løbet af de første 200 år er et langt eventyr i en parallel virkelighed af fantasikalifer, fabelhære, foregivne hærslag, med rigelige tilføjelser af mirakler og engle, når historierne blev for utrolige. Desuden blev en fantasiprofet konstrueret, hvis model mest sandsynligt var en af de mange profeter og prædikanter Syrien var oversvømmet af. En alternativ arabisk profet i stedet for Jesus var en nødvendighed for udviklingen af en kristen kættersekt til en ny religion. Titlen MHMD blev langsomt et navn Muhammad. Sproget gik fra aramæisk til arabisk i området.

Vigtige historiske begivenheder blev givet et islamisk stempel, hvis de kunne støtte udviklernes budskab om islams storhed. For eksempel blev den byzantinske kejsers militære sejre og fredsaftalen med perserne årene 622, 627 og 628 udstyret med et islamisk stempel og blev i de islamiske fabler omdannet til den arabiske profet Muhammeds migration fra Mekka til Medina (622 AD) , samt nogle vigtige episoder i Muhammads krigeriske liv (“The Battle of the Trench ” (627 e.Kr.) og “Hudaybiyya-traktaten” (628 e.Kr.). Returneringen af det hellige kors i Jerusalem, som blev bragt af kejseren fra Persien 630 AD, og genåbningen af den Hellige Grav (“Holy Sepulchre”) med stor festlighed blev med et islamisk stempel til åbningen af Kabaa i Mekka med stor festlighed i 630 e.Kr.

Lad os ikke glemme, at islamiske historiebeskrivelser blev gjort flere hundrede år efter begivenhederne.

At stjæle æren for andres triumfer, tyveri af ære er en meget specifik islamisk aspekt af islamisk historie, og er den måde Islam har snavset historieskrivningen til frem til i dag. Citat Pressburg: “De producerede interessante legender og klistrede dem på historiske personer eller skabte heroiske erobrere ud af ingenting.

Accept af islamiske myter som sandhed uden tilstrækkelig kritisk undersøgelse har også skadet den vestlige historievidenskab betydeligt. Og derfor kundskabsmassen, hvorpå en vurdering af nutidige fænomener er baseret.

Flere andre forskere har søgt, men har ikke kunnet finde noget bevis for islamiske oprindelsesmyter. Altså ingen Muhammad fra Mekka. Historiker Emmet Scott [ https://tinyurl.com/ycppyljx ] har påvist muligheden for en stærk involvering af perserne i islams udvikling. Igen baseret på arabisk kristendom.

Martyrerne i paradiset: Der er vigtig information til nutidens martyrer i den nye koranlæsning. Analysen af Koranen afslører, at løftet om de tooghalvfjerdsindstyve jomfruer, der er beredes til martyrerne som en belønning i paradiset, var en beklagelig misforståelse, som desværre var forårsaget af en fejlagtig oversættelse. Faktisk er de lovet saftige, skinnende druer. Selvom skinnende druer kan udvise skønhed, må udvekslingen af jomfruer med druer dog have vigtige konsekvenser for martyrernes sexliv. Skinnende druer er typiske for de kristne og persiske paradisfortællinger. Der er ingen storbrystede hurier med sorte øjne og evig jomfruelighed til rådighed for martyrerne, og ingen smukke drenge, der bærer afkølet vin rundt.

Alle de mange saftige, erotiske steder var resultatet af oversætternes egne fantasier. Citat Pressburg: “Det arabiske paradis, der blev oprettet i Koranen, var et sexistisk et. Det tjener udelukkende mandlige seksuelle fantasier.”

Der er også gode nyheder for alle muslimske kvinder, der i mere end tusind år har svedt i varme lande indpakket i et stramt hovedtørklæde. “Du kan ophøre med at bekymre dig!” Hverken at dække hovedet eller brystet er nævnt i Koranen. Det var en fejloversættelse af et idiom, der stadig bruges i dag på aramæisk. Det betyder: Stram et bælte rundt om taljen, når du forlader hjemmet.

Resumé: Alle tilgængelige kilder modsiger overalt den officielle islamiske historieskrivning. Alle hypoteserne om islams tidlige år er blevet falsificerede, hvilket betyder, at de er usande. Citat Pressburg: “Der findes ikke et eneste bevis på profetens eksistens som beskrevet i hadiths og biografi, som forskere som Weil, Goldziher, Blachere, Luxenberg og mange andre har vist.” Alle tilgængelige samtidige kilder indikerer en gradvis udvikling i den arabiske kirke fra arabisk kristendom til islam i løbet af flere hundrede år. Der var ingen Muhammad fra Mekka, intet mekka, ingen islamisk kampagne, og ingen jihad (det kom dog senere), der var ikke engang noget islam. Men tværtimod en fantasiprofet og en stor svindelhistorie sammensat flere århundreder senere. Uden en historisk Muhammad forsvinder hadiths, Muhammads biografi og jihad, hele grundlaget for politisk islam og sharia-lov. Uden en autentisk Muhammad er der virkelig intet andet end en lille religiøs del tilbage, en privat affære, der ikke kræver at andre samfund, under trusler om repressalier må tilpasse deres regler til islam. Kun den private tro består.

Problemer Et stort spørgsmålstegn er dog stadig til stede. Når designerne af islam og Muhammad faktisk kunne skabe det mest perfekte menneske helt efter eget ønske, en Jesus, en Buddha, med dybde og visdom, begge på højden af moralsk fortræffelighed, hvorfor valgte de i stedet at skabe en overfladisk tegneseriekarakter, der opfylder alle kriterierne for psykopati i den amerikanske diagnostiske liste [ https://tinyurl.com/2foyah ] og udmærkede sig i udøvelse af banditaktivitet, vold, mord, krig og brutalitet?

Den forældreløse dreng, der vinder prinsessen det halve kongerige, er et kendt tema for eventyr. Araberne har en rigt forråd af eventyr, som tusind og en nat demonstrerer. Men hvorfor blev netop den islamiske figur en model for grusom anti-menneskelighed? en skrækkens dæmon; paranoid og morderisk, der fremgangsrigt forvandlede mord til offerhandlinger og folkedrab til fromhed; Et mareridt der gemmer sig i det jammerlige, halvmørke rige i det menneskelige sind, i hvilket møg og andet affald kastes; Et mareridt, der burde have været skyllet ud med natpottens indhold om morgenen.

Eller, var det de muslimske teologer i det niende og tiende århundrede, som i ren trods, i ren stræben efter at lægge størst muligt afstand mellem islam og den forhadte kristendom, hvorfra den udspringer, ganske enkelt opbyggede en Gud, en Allah, som blev antitesen, en ren negation til den kristne, altså som blev til Lucifer, den mørke hornede Satan selv? Dette skulle skabe eminent logik, internt sammenhæng i hele historien, som i hvert eneste tusind og een nats eventyr. Mefistofeles, djævelens hjælper, udklædt som Engelen Gabriel, og Muhammed, narret til at arbejde for selveste Djævelen. Djævelens største og mest strålende sejr over Gud. Dermed bliver Muhammeds uendelige ondskab forståelig. Og Dante Aligheri skulle senere få ret: Muhammed hørte faktisk til i helvede.

Den nye islamforskning, der præsenteres her, er begyndelsen på en ny historie, hvor fornuft og intellekt igen kan have en chance for at vende tilbage til den arabiske verden. Men kan det lykkes? Mod den stenhårde islamiske moral og tro, som aldrig et sekund tvivler på sin egen moral og overlegenhed? Den typiske overmenneskeholdning til sig selv og til udlændinge?

Og Vesten viser konstant sit bløde maveskind i sin nye religion navn?: “må-være-god-til-enhver-pris” religion? “Må-hjælpe” religion? “Må-skære-min-egen-hals-over-og-vise-hvor-meget-jeg-vil-gøre-plads-for-enhver-anden” religion? Hjælper det med pænhed og politiske samtaler? Eller skal våben i sidste ende tale? Politikerne har lanceret det. De åbnede naivt de døre, som de nu ikke tør lukke. Hvornår kan vi forvente at se 10.000 væbnede Breiviker på gaden?

Der kræves ingen anden forudsætning for at læse denne bog end sund fornuft, og foruden at være skarp videnskab er den vittig og sarkastisk. Det skal oversættes til dansk, så millioner af islamkritiske danskere får større vægt bagom kritikken. Og de kan se, hvordan islam udviklede sig til en grotesk karikatur, et sort-hvidt negativ af kristendommen; en karikatur, der stinker fra sin rådne kerne.

strouthos@protonmail.com

Det store bedrageri

Da jeg arbejdede i Saudi-Arabien i midten af 1990erne og ikke havde andet end arabiske kolleger, som jeg havde udmærkede relationer til, såvel mænd som kvinder, havde jeg ikke en anelse om at der allerede de sidste 15 år var foregået en driftig handel med kultur, den gennemsigtige, substans, en væske uden smag, duft eller smag, som vi alle lever i men ikke ser, som er ligeså vigtig et for samfund som de medfødte instinkter er for dyr for at overleve. Det er den sociale arv, de indlærte instinkter som overhovedet muliggør samleven. Det er fiskens vand. Og vi er fisk.

Oliekrisen i 1973 viste vore politiker i ydmygende holdninger. I forhandlinger med araberne var de villige til at sælge deres førstefødselsret til Europa, selvom de havde den absolutte overhånd i økonomisk magt såvel som militær. De forpligtede os til slaveri, dhimmitude, under islam. De lovede at være anti-amerikanske og anti-Israelske. Lovede at omskrive islams historie for at præsentere et sukret billede af islam til den europæiske offentlighed.

Under møder i EAD (Europæisk-Arabisk Dialog) med hemmelige protokoller skabte de en fremtid, hvor Europa ville være islamiseret og blive en politisk satellit i den arabiske og muslimske verden. De solgte vores kultur, vores os. De solgte det lige så tankeløst som man fylder et glas med vand i Finland, de tusind søers land. Men dette vand var anderledes.

Dette er, som den italienske journalist Oriana Fallaci beskriver det i bogen ”The Force of Reason” det europæiske vand, det man lever i, men som man ikke kan se. Den opløsning vor kultur lever i, kulturens vand, grundidéernes vand, vore værdiers, bedrifternes, præstationernes, storværkernes vand. Sprogenes vand, religionens, sekularismens, historiens vand. Den blanding, den mættede opløsning, hvori vor væren og civilisation findes. Den kolloide opløsning vor identitet lever i. Det vand som vor historieløse politikere i EEC, senere EU, begyndte at sælge mod at få olie?

Der var aftaler og møder. Der var Strasbourg Deklarationen? Og den var ikke bare om olie og gods. Nej. Den var om en ny historie om islam og os.
Om ”nødvendigheden af at fremhæve den arabiske kulturs astronomiske bidrag til udviklingen af Europa”, ”Den arabiske kulturs overlegenhed, storheden i Islam”, ”islams overlegenhed”.

Anbefalingerne fra møderne omfattede

1 Koordinering af de arabiske landes bestræbelser på at sprede arabisk sprog og kultur i Europa, 2 Oprettelse af fælles euro-arabiske kulturcentre i europæiske hovedstæder, 3 Nødvendigheden af at forsyne europæiske institutioner og universiteter med arabiske lærere specialiseret i at undervise arabisk til europæere, og 4 Nødvendigheden af samarbejde mellem europæiske og arabiske specialister med henblik på at fremlægge et positivt billede af den arabisk-islamiske civilisation og nutidige arabiske spørgsmål til den uddannede offentlighed i Europa.

Disse aftaler kunne ikke fremlægges i skriftlige dokumenter og traktater på grund af deres politisk følsomme og fundamentalt udemokratiske karakter. De europæiske ledere valgte således omhyggeligt at kalde deres ideer “dialog”. Alle møder, udvalg og arbejdsgrupper omfattede repræsentanter fra EU-lande og Det Europæiske Råd sammen med medlemmer fra arabiske lande og Arab League. Forsøg og beslutninger fandt sted i lukkede sessioner. Der blev ikke registreret officielle protokoller. Og således: Europas ældste og mest fastslåede fjende blev pludselig vores kæreste sengekammerat; alt ifølge vores egne politikere, som forrådte os alle.

Europæiske politikere, professorer, journalister besang pludseligt Islam, Islams storhed, godhed. De krøb for, sleskede for, de fedtede for ”Den islamiske civilisations uforlignelige videnskabelige og humanistiske rigdom”.

Ved åbningen af Hamburg-Symposiet for Den Euro- Arabiske dialog (Oriana Fallaci i bogen ”The Force of Reason”) i april 1983 frembragte den Tyske udenrigsminister en timelang hyldest til Islam, ”som en lysende ledestjerne, et lys som i århundreder havde illumineret Europa, havde hjulpet Europa med at slippe ud at sit bur af barbari.” (hvor fik de alt dette fra?) Den vilde panegyrik.

Der krøb hver eneste Europæisk personlighed, som var noget, i grå habit logrende rundt på gulvet og slikkede sålerne på hver eneste person som kunne tænkes at være af arabisk afstamning eller i den fjerneste grad have noget at gøre med islam mens deres munde uafladeligt udspyede bønner om forladelse for deres fæle synder. Det var der alle undskyldte for de uretfærdigheder, ja, den ondskab (korstogene, kolonialisme, osv., osv.) som europæerne havde påført sin ledestjerne.

Hvor mange af os vidste at vore politikere og etablissement var i færd med at sælge os ud? At de lovede næsten fri indvandring for muslimer og fri spredning af ideologien islam? Antropologen Bat Ye Or beskriver det i studien: ”Eurabia”. Det er svært at tro. Det blev en massepsykose blandt politikere og etablissementet En gruppetvangstanke. Antallet af muslimer og moskeer er siden steget eksponentielt. For muslimer med en fordobling cirka hvert tiende år.

https://www.amazon.com/urabia-Euro-Arab-Axis-Bat-YeOr/dp/083864077X/

og i et kortere format: http://gatesofvienna.blogspot.com/2008/10/defeating-eurabia-part-1.html

Eurabia code. EUs mange forskellige navne for det samme: https://www.brusselsjournal.com/node/3590

Men, helt fra halvfjerdsernes første aftaler med de muslimske lande om øget muslimsk indvandring til Europa og fremover glemte de muslimske regeringer ikke et øjeblik, at Islams overordnede hellige mission hele tiden, og altid, består i at placere hele verden under Sharia. Europa er juvelen som muslimerne har forsøgt at tvinge til underkastelse de sidste tusinde år, og derfor har islam altid har været Europas hovedfjende. Europa, som Muhammed i koranen lover sine følgeslager skal overtages af islam (Sura 24:55). Her har muslimerne nu fået ordentligt fodfæste. EU blev brohovedet for erobring ved hjælp af indvandring og børneavl, og nedbrydning indefra. Da de første imamer kom blev indvandringen en trojansk hest for invasion og overtagelse. Indvandrerne blev nybyggere som nu opbygger sit helt eget samfund med egen kultur hvor der i forvejen findes et andet. Det lukkede samfund med troen på, at stammen, kollektivet, er alt og individet intet, med sin intolerance mod alle fremmede, er brudt ind i det åbne samfund, hvor tolerance er selve livsblodet for dets overlevelse som demokrati. En intolerant, lukket og dominant klankultur møder en tolerant, åben, accepterende kultur, som på grund af sin konstitution ikke forstår at sætte grænser. Grænseløs tolerance overfor de intolerante (islam) leder altid til tolerancens død. Og nøgleordet er ”grænseløs”. Det har været kendt siden Platon, at grænseløs frihed og tolerance, alle holdninger uden grænser altid leder til det modsatte, men vore historieløse politikere har aldrig vidst det og troede naivt at naturen kan beherskes, bare man ønsker det tilstrækkeligt stærkt. En grænseløs tolerance møder intolerancen, og vil dermed altid give efter, gå under og blive til sin modsætning. På grund af sin egen indbyggede grænseløse godhed Og imamens vigtigste rolle er at opretholde intolerancen mod de andre, altid opretholde diskrimineringen mod de andre, og forhindre, at muslimerne integreres i værtssamfundet.

Vi har fået antisemitismen, det strukturelle jødehad, som er basen for islam; det strukturelle had mod kristne og andre vantro; misogyni, flerkoneri og det dermed følgende kvindeunderskud som kun kan dækkes ved hjælp af krig og erobring; vi har fået det i Islam officielt godkendte børneboleri. Og altid den totale foragt for vort samfund, dets love. Alt med henvisning til en Muhammed, en model for grusom anti-menneskelighed. En skrækkens dæmon; paranoid og morderisk, der fremgangsrigt forvandlede mord til offerhandlinger og folkedrab til fromhed. Indstifteren af en kultur hvor slaveri er gudsdyrkelse, hvor en halvtredsårig mands samleje med en niårig pige er renhed og gudshengivelse, mens det er kriminel aktivitet hos os. Og hans snigmord per proxy på i hvert fald 40 helt uskyldige enkeltpersoner, af hvilke 13 var digtere, som han især ikke kunne døje, udmales som forordnet af guden oppe i det høje. https://wikiislam.net/wiki/List_of_Killings_Ordered_or_Supported_by_Muhammad

Hvorfra kommer verdens vigtigste håndbog i diskriminering? Ja, netop Koranen, hvis rodede tekster alle gode muslimer helt bogstaveligt tror er overleveret direkte fra Gud, ipsissima verba, selveste guds egne ord. De skal forstås, ikke i overført betydning, ikke i analogisk, ikke i metaforisk, men helt bogstaveligt, ordret, præcis som de står. Men hvorfra kommer koranen i virkeligheden?