Porcinarius. Polymath (πολυμαθής)
strouthos@protonmail.com
Det store bedrageri
Da jeg arbejdede i Saudi-Arabien i midten af 1990erne og ikke havde andet end arabiske kolleger, som jeg havde udmærkede relationer til, såvel mænd som kvinder, havde jeg ikke en anelse om at der allerede de sidste 15 år var foregået en driftig handel med kultur, den gennemsigtige, substans, en væske uden smag, duft eller smag, som vi alle lever i men ikke ser, som er ligeså vigtig et for samfund som de medfødte instinkter er for dyr for at overleve. Det er den sociale arv, de indlærte instinkter som overhovedet muliggør samleven. Det er fiskens vand. Og vi er fisk.
Oliekrisen i 1973 viste vore politiker i ydmygende holdninger. I forhandlinger med araberne var de villige til at sælge deres førstefødselsret til Europa, selvom de havde den absolutte overhånd i økonomisk magt såvel som militær. De forpligtede os til slaveri, dhimmitude, under islam. De lovede at være anti-amerikanske og anti-Israelske. Lovede at omskrive islams historie for at præsentere et sukret billede af islam til den europæiske offentlighed.
Under møder i EAD (Europæisk-Arabisk Dialog) med hemmelige protokoller skabte de en fremtid, hvor Europa ville være islamiseret og blive en politisk satellit i den arabiske og muslimske verden. De solgte vores kultur, vores os. De solgte det lige så tankeløst som man fylder et glas med vand i Finland, de tusind søers land. Men dette vand var anderledes.
Dette er, som den italienske journalist Oriana Fallaci beskriver det i bogen ”The Force of Reason” det europæiske vand, det man lever i, men som man ikke kan se. Den opløsning vor kultur lever i, kulturens vand, grundidéernes vand, vore værdiers, bedrifternes, præstationernes, storværkernes vand. Sprogenes vand, religionens, sekularismens, historiens vand. Den blanding, den mættede opløsning, hvori vor væren og civilisation findes. Den kolloide opløsning vor identitet lever i. Det vand som vor historieløse politikere i EEC, senere EU, begyndte at sælge mod at få olie?
Der var aftaler og møder. Der var Strasbourg Deklarationen? Og den var ikke bare om olie og gods. Nej. Den var om en ny historie om islam og os.
Om ”nødvendigheden af at fremhæve den arabiske kulturs astronomiske bidrag til udviklingen af Europa”, ”Den arabiske kulturs overlegenhed, storheden i Islam”, ”islams overlegenhed”.
Anbefalingerne fra møderne omfattede
1 Koordinering af de arabiske landes bestræbelser på at sprede arabisk sprog og kultur i Europa, 2 Oprettelse af fælles euro-arabiske kulturcentre i europæiske hovedstæder, 3 Nødvendigheden af at forsyne europæiske institutioner og universiteter med arabiske lærere specialiseret i at undervise arabisk til europæere, og 4 Nødvendigheden af samarbejde mellem europæiske og arabiske specialister med henblik på at fremlægge et positivt billede af den arabisk-islamiske civilisation og nutidige arabiske spørgsmål til den uddannede offentlighed i Europa.
Disse aftaler kunne ikke fremlægges i skriftlige dokumenter og traktater på grund af deres politisk følsomme og fundamentalt udemokratiske karakter. De europæiske ledere valgte således omhyggeligt at kalde deres ideer “dialog”. Alle møder, udvalg og arbejdsgrupper omfattede repræsentanter fra EU-lande og Det Europæiske Råd sammen med medlemmer fra arabiske lande og Arab League. Forsøg og beslutninger fandt sted i lukkede sessioner. Der blev ikke registreret officielle protokoller. Og således: Europas ældste og mest fastslåede fjende blev pludselig vores kæreste sengekammerat; alt ifølge vores egne politikere, som forrådte os alle.
Europæiske politikere, professorer, journalister besang pludseligt Islam, Islams storhed, godhed. De krøb for, sleskede for, de fedtede for ”Den islamiske civilisations uforlignelige videnskabelige og humanistiske rigdom”.
Ved åbningen af Hamburg-Symposiet for Den Euro- Arabiske dialog (Oriana Fallaci i bogen ”The Force of Reason”) i april 1983 frembragte den Tyske udenrigsminister en timelang hyldest til Islam, ”som en lysende ledestjerne, et lys som i århundreder havde illumineret Europa, havde hjulpet Europa med at slippe ud at sit bur af barbari.” (hvor fik de alt dette fra?) Den vilde panegyrik.
Der krøb hver eneste Europæisk personlighed, som var noget, i grå habit logrende rundt på gulvet og slikkede sålerne på hver eneste person som kunne tænkes at være af arabisk afstamning eller i den fjerneste grad have noget at gøre med islam mens deres munde uafladeligt udspyede bønner om forladelse for deres fæle synder. Det var der alle undskyldte for de uretfærdigheder, ja, den ondskab (korstogene, kolonialisme, osv., osv.) som europæerne havde påført sin ledestjerne.
Hvor mange af os vidste at vore politikere og etablissement var i færd med at sælge os ud? At de lovede næsten fri indvandring for muslimer og fri spredning af ideologien islam? Antropologen Bat Ye Or beskriver det i studien: ”Eurabia”. Det er svært at tro. Det blev en massepsykose blandt politikere og etablissementet En gruppetvangstanke. Antallet af muslimer og moskeer er siden steget eksponentielt. For muslimer med en fordobling cirka hvert tiende år.
https://www.amazon.com/urabia-Euro-Arab-Axis-Bat-YeOr/dp/083864077X/
og i et kortere format: http://gatesofvienna.blogspot.com/2008/10/defeating-eurabia-part-1.html
Eurabia code. EUs mange forskellige navne for det samme: https://www.brusselsjournal.com/node/3590
Men, helt fra halvfjerdsernes første aftaler med de muslimske lande om øget muslimsk indvandring til Europa og fremover glemte de muslimske regeringer ikke et øjeblik, at Islams overordnede hellige mission hele tiden, og altid, består i at placere hele verden under Sharia. Europa er juvelen som muslimerne har forsøgt at tvinge til underkastelse de sidste tusinde år, og derfor har islam altid har været Europas hovedfjende. Europa, som Muhammed i koranen lover sine følgeslager skal overtages af islam (Sura 24:55). Her har muslimerne nu fået ordentligt fodfæste. EU blev brohovedet for erobring ved hjælp af indvandring og børneavl, og nedbrydning indefra. Da de første imamer kom blev indvandringen en trojansk hest for invasion og overtagelse. Indvandrerne blev nybyggere som nu opbygger sit helt eget samfund med egen kultur hvor der i forvejen findes et andet. Det lukkede samfund med troen på, at stammen, kollektivet, er alt og individet intet, med sin intolerance mod alle fremmede, er brudt ind i det åbne samfund, hvor tolerance er selve livsblodet for dets overlevelse som demokrati. En intolerant, lukket og dominant klankultur møder en tolerant, åben, accepterende kultur, som på grund af sin konstitution ikke forstår at sætte grænser. Grænseløs tolerance overfor de intolerante (islam) leder altid til tolerancens død. Og nøgleordet er ”grænseløs”. Det har været kendt siden Platon, at grænseløs frihed og tolerance, alle holdninger uden grænser altid leder til det modsatte, men vore historieløse politikere har aldrig vidst det og troede naivt at naturen kan beherskes, bare man ønsker det tilstrækkeligt stærkt. En grænseløs tolerance møder intolerancen, og vil dermed altid give efter, gå under og blive til sin modsætning. På grund af sin egen indbyggede grænseløse godhed Og imamens vigtigste rolle er at opretholde intolerancen mod de andre, altid opretholde diskrimineringen mod de andre, og forhindre, at muslimerne integreres i værtssamfundet.
Vi har fået antisemitismen, det strukturelle jødehad, som er basen for islam; det strukturelle had mod kristne og andre vantro; misogyni, flerkoneri og det dermed følgende kvindeunderskud som kun kan dækkes ved hjælp af krig og erobring; vi har fået det i Islam officielt godkendte børneboleri. Og altid den totale foragt for vort samfund, dets love. Alt med henvisning til en Muhammed, en model for grusom anti-menneskelighed. En skrækkens dæmon; paranoid og morderisk, der fremgangsrigt forvandlede mord til offerhandlinger og folkedrab til fromhed. Indstifteren af en kultur hvor slaveri er gudsdyrkelse, hvor en halvtredsårig mands samleje med en niårig pige er renhed og gudshengivelse, mens det er kriminel aktivitet hos os. Og hans snigmord per proxy på i hvert fald 40 helt uskyldige enkeltpersoner, af hvilke 13 var digtere, som han især ikke kunne døje, udmales som forordnet af guden oppe i det høje. https://wikiislam.net/wiki/List_of_Killings_Ordered_or_Supported_by_Muhammad
Hvorfra kommer verdens vigtigste håndbog i diskriminering? Ja, netop Koranen, hvis rodede tekster alle gode muslimer helt bogstaveligt tror er overleveret direkte fra Gud, ipsissima verba, selveste guds egne ord. De skal forstås, ikke i overført betydning, ikke i analogisk, ikke i metaforisk, men helt bogstaveligt, ordret, præcis som de står. Men hvorfra kommer koranen i virkeligheden?